Nicki Pedersen ryger på sygehuset efter styrt i Holsted

Danmarks to faste VM-kørere i speedway kørte ind i hinanden onsdag aften. Den fynske deltager Nicki Pedersen er kørt på sygehuset.

 
Den tredobbelte verdensmester i speedway Nicki Pedersen blev onsdag aften kørt væk fra speedwaybanen i Holsted i en ambulance med kurs mod Kolding Sygehus.

Det skete efter et voldsomt sammenstød med Niels-Kristian Iversen i ligakampen mellem Holsted og Esbjerg. Det oplyser løbsarrangøren til Ritzau.

Styrtet på banen skete i syvende heats første sving, hvor Iversen blev sendt ud af kurs på grund af banens beskaffenhed, så Nicki Pedersen ikke kunne undgå at køre ind i ham.

- Han fløj fem-seks meter gennem luften og landede lige på nakken, siger Helge Frimodt Pedersen, Nicki Pedersens manager, til Ekstra Bladet.

Han tilføjer, at danskeren har fuld førlighed i arme og ben.

Efter styrtet gik løbsledelsen banen igennem for at undgå yderligere styrt på grund af forholdene. Da heatet blev genstartet styrtede Holsteds Jonas Jeppesen.

Efter ottende heat valgte man at afbryde løbet. Der skulle være kørt 14 heats.

Nicki Pedersen og Niels-Kristian Iversen er de eneste danskere i VM-serien.

Hvis Nicki Pedersen er kommet så slemt til skade, at han ikke kan deltage i weekendens VM-afdeling i Letland, er Peter Kildemand førstereserve i serien og indtræder i stedet.

Nicki Pedersen var også ude for et voldsomt styrt i Tjekkiet 18. september sidste år. Ved den lejlighed pådrog han sig brud på håndled, skulderblad, fire ribben, to nakkehvirvler og fik en hjernerystelse.

Derfor har han i øjeblikket en plade med syv skruer i armen.

Oversigt

    Oversigt