I det fynske folks tjeneste

Nicki Pedersen suveræn i Holsteds sejr over Fjelsted

Fynske Nicki Pedersen er i den grad flyvende i øjeblikket og kører speedway, som er han fra en anden planet.

Det beviste han ved det seneste Grand Prix. Det beviser han i ligaerne i England, Sverige og Polen. Og i onsdag aften beviste han det i den danske liga Anti Rust Ringen Speedway League, da han for de forsvarende mestre Holsted scorede maksimum 18 point i sejren på 54-32 over Fjelsted.

- Med sådan en holdkaptajn giver det et løft til hele holdet. Så det var ikke kun Nicki, men hele holdet der kørte fantastisk og sikrede os sejren i dag, sagde Holsteds holdleder Rudi Hansen.

Hos gæsterne fra Fjelsted var polske Tomasz Jedrzejak og Klaus Jakobsen de store pointsluger med henholdsvis 13 og 10 point. Til gengæld faldt Fjelsteds C og D kører helt igennem og scorede et enkelt point til sammen.