I det fynske folks tjeneste

Nicki Pedersen svensk mester

Nicki Pedersen kan kalde sig svensk holdmester i speedway. I den afgørende finalematch satte han sin VM-rival, australieren Jason Crump, fuldstændigt til vægs

Nicki Pedersen svensk mester

Der er godt nyt for danske speedwayfans forud for næste uges sidste og afgørende grandprixafdeling, hvor Nicki Pedersen skal forsvare sit verdensmesterskab. Onsdag aften viste den lille fynbo nemlig endnu engang storform, da han med sin svenske klub Lejonen fra Gislaved vandt det svenske holdmesterskab i finalematchen mod VMS Elit fra Vetlanda, der endte 57-39.

Pedersen kørte 11 point hjem i fire heat og overstrålede dermed fuldstændigt sin VM-konkurrent, Jason Crump fra Australien. Crump lavede kun 8 point i fire starter og måtte trække sig til sidst med en øm lyske.

Lejonen havde et komfortabelt forspring på 16 point med fra den første finalematch, og derfor stod det tidligt klart, at holdets samlede sejr ikke kunne trues. Dermed kunne den nyoprykkede klub krone sin første sæson i Elitserien med et svensk mesterskab, som holdkaptajn Nicki Pedersen har stor andel i.