Nicki Pedersen verdensmester i speedway

Undervejs i årets næstsidste Grand Prix i slovenske Krsko blev speedwaykøreren Nicki Pedersen verdensmester. Han kan ikke længere hentes af konkurrenterne.

For anden gang i karrieren kunne den danske speedwaykører Nicki Pedersen lørdag aften lade sig hylde som verdensmester allerede efter 20. heat af det slovenske Grand Prix i Krsko.

Danskeren hentede sikkert de point, der var nødvendige, for at den nærmeste konkurrent, australske Leigh Adams, ikke længere kunne hente ham i den samlede stilling. Heller ikke selvom der endnu resterede både semifinale og finale samt hele det tyske Grand Prix om 14 dage.

Med fire heatsejre og en andenplads understregede Nicki Pedersen, at han har været aldeles suveræn i 2007, hvor han ligeledes har vundet det italienske Grand Prix i Lonigo, det europæiske Grand Prix i Wroclaw og det tjekkiske Grand Prix Prag.

Oversigt

    Oversigt