I det fynske folks tjeneste

Niels klarede kræften: Tilbage som landbrugsformand

00:43

Video: Flemming Ellegaard

Det fynske landbrugs formand Niels Rasmussen er netop vendt tilbage efter godt syv måneders sygeorlov og hård kemobehandling for knoglemarvskræft.

Når Det Fynske Dyrskue på fredag åbner officielt med årets tale, bliver det med en ny mand ved mikrofonen. Niels Rasmussen har stået for ordene igennem de sidste 12 år, men for første gang skal han arbejde på sidelinjen.

-Det er hammer ærgerligt! Det er en god beslutning af bestyrelsen, men når det så er sagt, så har jeg det rigtig dårligt med det, siger han.

I september fik formanden for Centrovice ved et tilfælde konstateret kræft i knoglemarven. Han havde ingen symptomer og følte sig fysisk og mentalt stærk. En infektion i fingeren afslørede kræften. Ifølge lægerne havde han gået med sygdommen i kroppen igennem otte eller ni år uden at vide det.

-Det er hammer ærgerligt! Det er en god beslutning af bestyrelsen, men når det så er sagt, så har jeg det rigtig dårligt med det

Niels Rasmussen, formand for Centrovice

Hans blodprocent var ekstremt lav på bare 4,5, som er under det halve af, hvad den bør være for en almindelig voksen mand. 

En knoglemarvsbiopsi viste en kraftigt infektion af kræft i knoglemarven. 70 procent af marven i hans knogler var inficeret af kræftceller.

-Jeg har i spøg sagt, at jeg har kun fungeret på halv kraft i alle de år. Så I kommer på arbejde, når jeg nu kommer tilbage, siger den 57-årige landboformand.

Mistede håret

Han var indlagt i et hjemmeforløb som semiambulant patient og kørte hjem fra sygehuset efter hver kemoterapi. Alle undrede sig over, at han ikke tabte sit hår under den skrappe kur. Det var først under transplantationen af stamceller, at han mistede håret. 

Ved at høste stamceller fra blodet og fryse dem, kan man adskille de sunde celler fra de kræftinficerede. Cellerne bliver transplanteret tilbage til kroppen, og det har vist resultater for den 57-årige fynske landbrugsformand.

Nu er kræften i knoglemarven reduceret fra 70 procent til 12 procent. Det er knapt to uger siden, han deltog i sit første bestyrelsesmøde hos Centrovice efter sygdommen sendte ham på orlov.

 

01:39

Der er en masse medlemmer derude, som har valgt mig som formand for landboforeningen. Dem har jeg en aftale med. Nu har jeg så gået her og fesen husleje af et halvt års tid. Så nu må jeg hellere se at komme tilbage i arbejdstøjet igen, siger Niels Rasmussen Foto: Flemming Ellegaard

Luk video

-Min lyst til at flytte noget for andre mennesker, den er så helt udtalt. Så arbejdet som formand for Centrovice og Det Fynske Dyrskue har gjort, at mit liv i højeste grad giver mening. Jeg skal ud og løfte videre på den opgave, der ligger derude. Det er noget af det, der har været med til at trække mig den rigtige vej også, siger han. 

På mødet blev det besluttet, at den kreds af personer, der har lagt mange kræfter i at få dette års dyrskue, fortsætter deres arbejde hen over dyrskuet.

Torben Povlsen bliver konstitueret formand for dyrskuet og skal holde talen. Lars Iversen er fungerende formand for koordinationsudvalget. En beslutning, Niels Rasmussen bifalder, selvom han ærgrer sig.

- Det er logisk at de dygtige mennesker, der har arbejdet med at organisere dyrskuet det sidste halve år, gør det færdigt, siger han.

Under transplantationen af stamceller, mistede Niels Rasmussen håret. Men han har valgt aldrig at bruge sin paryk.

Dyrskue på sidelinjen

Det bliver i teltet på pladsen, at bestyrelsesformanden skal tilbringe årets dyrskue med fokus på de politiske aktiviteter og debatter. Hans yngste datter Julia speaker på skuet, og hans ældste datter Sara står for fødevaremarkedet.

Fredag inviterer landboforeningen til åbent debatmøde om generationsskifte og fremtidens ejerskab i landbruget. Lørdag handler det om, hvorvidt landbrugets produktion matcher forbrugernes ønsker og på følelser og fakta i fødevaredebatten. 

-Vi skal i landbruget skal blive bedre til at lytte til forbrugernes ønsker om forbedret fødevarekvalitet og dyrevelfærd. Forbrugerne køber ind med holdninger og følelser, det må være vores kvalitetsparameter, siger Niels Rasmussen.

 

Fakta om knoglemarvskræft

  • Det er en kræftsygdom i knoglemarven, hvor det bloddannende væv i kroppen sidder.
  • Kræften ødelægger de såkaldte plasma celler, der danner antistoffer til at beskytte kroppen mod infektioner. Knoglemarvskræften svækker derfor immunforsvaret
  • Knoglemarvskræft kaldes også myelomatose, og symptomerne kan være knoglesmerter, træthed og hyppige infektioner
  • Uden behandling kan kræften gå til angreb på knoglerne og medføre knogleskørhed
  • Det er den næst hyppigste blodsygdom, og hvert år rammes cirka 330 danskere af knoglemarvskræft, de fleste er over 50 år gamle

 

Kronisk sygdom

Knogemarvskræften er Niels Rasmussen ikke kvit, for den sidder i kroppen som en kronisk sygdom. Der findes ingen helbredelse, men lægerne arbejder på at bringe antallet af kræftceller i hans marv endnu længere ned.

Han har valgt at trække sig ud af den svineproduktion, han har haft på gården. Men de 12 skotske højlændere bliver for hyggens skyld. Han træner og spiser sundt og vil forsøge at leve sit liv bedst muligt i håbet om at vende tilbage ved mikrofonen til næste års Fynske Dyrskue. 

-Nå ja, jeg skal leve med den her sygdom resten af mit liv. Der er en masse medlemmer derude, som har valgt mig som formand for landboforeningen. Dem har jeg en aftale med. Nu har jeg så gået her og fesen husleje af et halvt års tid. Så nu må jeg hellere se at komme tilbage i arbejdstøjet igen, siger han.

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.