I det fynske folks tjeneste

Nikkie har oplevet livsfarlig tendens to gange: - Det er sygt

Der manglede lige pludselig tre hjulbolte, forklarer Nikkie Bøgehøj Rohde, der to gange har oplevet, at ukendte gerningsmænd har skruet hjulene løs på hendes bil. Foto: Nikkie Bøgehøj Rohde

Ukendte gerningsmænd skruer hjulene løs på biler. Det har Nikkie Bøgehøj Rohde oplevet to gange på få uger. Det er livsfarligt, siger hun.

På Fyn er der registreret flere tilfælde, hvor ukendte gerningsmænd har skruet hjulene løs på biler.

Tirsdag eftermiddag røg forhjulet lige pludselig af en ung mands bil, mens han kørte i Havnegade i Odense, og Nikkie Bøgehøj Rohde fortæller til TV 2/FYN, at hun to gange har oplevet at få skruet hjulboltene af sin bil - senest i går, tirsdag aften. 

Læs også Livsfarlig tendens kommet til Fyn: - Lige pludselig faldt forhjulet af

- Da jeg tjekker bilen, mangler der lige pludselig tre hjulbolte. Jeg tænker: Det kan ikke passe, siger Nikkie Bøgehøj Rohde.

- Det er forfærdeligt. Det er sygt og livsfarligt, fortæller hun.

Risikerer at køre galt

Nikkie Bøgehøj Rohde har på sin nye bil låsebolte på. Bilejere installerer låsebolte for at undgå, at tyve stjæler hjulene. Hun har kørt i bilen, efter tre hjulbolte på højre bagdæk har været skruet løs.

- Hvis jeg ikke havde haft låsebolte på, var jeg kørt galt, forklarer hun.

Hvis jeg ikke havde haft låsebolte på, var jeg kørt galt.

Nikkie Bøgehøj Rohde 

Hun tjekkede bilen, fordi det lød underligt, da hun kørte i den på vej hjem fra skole. Og det er anden gang, hun oplever det. Med sin gamle bil oplevede hun for et par uger siden, at hjulet sad løst.

- Min gamle bil sagde en speciel lyd, når den kørte. Det er også det, jeg opdager anden gang. Lyden bliver værre og værre, jo længe man kører i bilen, fortæller Nikkie Bøgehøj Rohde. 

  Foto: Nikkie Bøgehøj Rohde

Fyns Politi: Det er svært at gøre noget

Hun meldte episoden til politiet tirsdag aften. Det er dog begrænset, hvad politiet og bilisterne kan gøre for at sikre sig mod flere lignende episoder.

- Der er selvfølgelig mulighed for at lave nogle tekniske undersøgelser, men har man en hjulnøgle, og står bilen et sted, hvor den ikke er synlig, er det svært, erkender Anders Furbo, der er vagtchef hos Fyns Politi

Vagtchefen opfordrer fynboerne til at kontakte politiet, hvis de ser gerningsmændene. 

Nikkie Bøgehøj Rohde råder bilister til at tjekke bilen efter, inden de kører af sted.

- Jeg kan kun opfordre folk til at kigge efter på bilen og se, om der mangler nogle bolte, og så skal man holde øje med lyden, især når man drejer, fortæller hun.

Man kan eksempelvis også holde øje med, om malingen er forskubbet eller skallet af. Hvis den er det, kan det være et tegn på, at der er foregået noget. Tricket kommer ifølge TV 2/Lorry fra Anders Bjørn Jensen fra Roskilde.

- Hvis malingen er forskubbet eller skallet af, er det tegn på, at der er foregået noget. Hvis malingen er intakt, så sidder alt, som det skal, siger Anders Bjørn Jensen, som ikke selv er mekaniker, men altid har rodet med biler.

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.