Nikolaj Jacobsen får to år i Rhein-Neckar

41-årige Nikolaj Jacobsen har fået en toårig kontrakt i den tyske bundesligaklub Rhein-Neckar Löwen.

Aalborg Håndbolds succesrige cheftræner, fynske Nikolaj Jacobsen, bliver ny træner i tyske Rhein-Neckar Löwen fra næste sæson. Danskeren får en toårig kontrakt.

Kontrakten løber fra sæsonen 2014/15 og løber frem til sommeren 2016, oplyser den tyske klub på sin hjemmeside.

I sin aktive karriere spillede Nikolaj Jacobsen i bundesligaklubberne Bayer Dormagen (1997-1998) og THW Kiel (1998-2004) efter skiftet fra GOG.

- Da jeg som spiller skiftede til Bundesligaen, ville jeg bevise mig og konkurrere blandt verdens bedste.

- Snart vil jeg bevise mig i den stærkeste liga i verden som træner. Og jeg har ventet på det rigtige tilbud fra et godt hold, som kan opnå noget.

- Jeg har fået denne chance nu af Rhein- Neckar Löwen, siger Nikolaj Jacobsen til klubbens hjemmeside.

Nikolaj Jacobsen førte i sidste sæson Aalborg Håndbold til det danske mesterskab, hvor holdet i finalen slog KIF Kolding København.

Før trænerjobbet i Aalborg var Nikolaj Jacobsen ansat som assistenttræner i Viborg HK fra 2004 til 2007.

Og han var også assistent i Bjerringbro-Silkeborg fra 2007 til 2011, før han fik hovedansvaret som træner.

Oversigt

    Oversigt