I det fynske folks tjeneste

Nikolaj og Nicki træner benhårdt op til DM i Skills

Den 17. januar skal Nikolaj Mondrup og Nicki Sterup sammen repræsentere Kold College i Odense ved DM Skills for anlægsgartnerelever.

00:25

Nicki Sterup (til venstre) og Nikolaj Mondrup (til højre) er igang med at bygge den have, de skal opføre på tre dage til DM i Skills. Video: Jonas Mattson

Den hvide ånde ses tydeligt i den kolde luft, når drengene arbejder hurtigt og præcist på den opgave, de skal testes i om lidt over en uge. 

Tunge brosten bliver omhyggeligt lagt på plads. Hver en linje undersøges nøje, for intet må sidde den mindste smule skævt. 

Læs også Glarmesterelev: Jeg vinder DM i skills

- Hver en milimeter tæller. Normalt når vi er ude hos kunder, så har vi nogle normer og standarder, vi går efter, hvor det godt må svinge et par milimeter. Det er der ikke noget, der hedder her. Det skal stå fuldstændig snorskarpt det hele, siger Nicki Sterup.

Sammen med sin klassekammerat Nikolaj Mondrup skal han til DM i Skills fra den 17. til den 18. januar, hvor de skal repræsentere Kold College i Odense blandt de bedste anlægsgartnerelever i Danmark.

DM i Skills

Det er organisationen SkillsDenmark, der står bag DM i Skills

DM i Skills har eksisteret siden 2011, men det er kun tredie gang, at der er DM blandt anlægsgartnereleverne.

Første gang vandt Kold College DM blandt anlægsgartnerne, men sidste år gik den til en erhvervskole ved Aarhus.

I år deltager i alt ti anlægsgartnerelever fra fem forskellige erhvervsskoler. 

I DM i Skills 2018 er der udover anlægsgartner tilmeldt 60 fag i alt. 

Særlig udvalgt

Drengene træner hver dag fra syv til fire om eftermiddagen i to uger for at blive klar til DM. Deres underviser, Henrik Baunehøj Jensen, træner med dem. Det er ham, som har valgt drengene ud blandt deres hold og sendt dem til DM.

Når man har deltaget i skills, så har man arbejde resten af livet

Henrik Baunehøj Jensen, træner

- De har skilt sig ud. Især det sidste års tid er de stukket lidt af. Det er simpelthen et par gode gutter, og de laver deres ting ordenligt. De har lavet nogle fede opgaver, når de var tilbage på skolen. Så det var helt naturligt, det blev dem. Der er talent, så det basker, siger Henrik Baunehøj Jensen.

Han er stolt af drengene og overfor dem, lægger han ikke skjul på, at han meget gerne vil trække DM-pokalen tilbage til Odense.

Bag ham arbejder drengene på højtryk. Muren af brosten er ved at være på plads, og trappen skal laves færdigt. De siger ikke meget til hinanden. Nikolaj Mondrup forklarer, at det ikke er nødvendigt. De kender hinanden ret godt og ved, hvordan de skal arbejde sammen.

Nicki Sterup måler op til trappen og fortæller, at han er glad for, at han blev valgt til at være med. 

Læs også Fynboer vinder DM i Skills for andet år i træk

- Vi har jo en masse dygtige elever overalt på skolen, og han kunne også have valgt mange andre at tage med, så det, at han vælger mig, er jeg rimelig stolt over - at han synes, jeg har skills til at kunne udføre det her, siger Nicki Sterup.

Gode fremtidsudsigter

Inden DM gælder det om at få helt styr på, hvor lang tid de forskellige ting tager. 21 timer er ikke lang tid til at bygge den lille have. Nicki Sterup understreger, at de ikke kender de andre anlægsgartnere, så de ved ikke, hvor stor udfordringen bliver, men de håber på at slå dem.

- Det ville betyde meget, hvis vi fik lov at vinde. Det er jo også en god ting at kunne skrive på sit CV, og så får man muligheden for at komme til EM. Det vil jeg rigtig gerne, fortæller Nicki Sterup. 

Læs også Fynsk håb i aktion: DM i Skills brager løs

Alene det at være med, mener Henrik Baunehøj Jensen, kan gøre en forskel. De ti anlægsgartnerelever, som er med i DM, er udvalgt blandt en årgang på omkring 400 elever i alt, fortæller han. Og dem, som vandt det første år, fik fast arbejde direkte efter, de blev færdige.  

- De er jo sikret arbejde resten af deres tid. Når man har deltaget i skills, så har man arbejde resten af livet, siger han om Nicki Sterup og Nikolaj Mondrup. 

Men borset fra det, så mener han, at de to drenge har ganske gode chancer. 

- Jeg tror på dem. Ellers kom vi ikke, det er helt sikkert. De har det, der skal til. De har skills.