Nødpulje til udenlandske hjemløse er brugt

Alle pengene i akutpulje for udenlandske hjemløse blev fordelt på få dage. Kirkens Korshær i Odense modtager 250.000 kroner. Men minister parat med mere hjælp.

Tre millioner kroner til en særlig akutpulje, der er oprettet for at hjælpe udenlandske hjemløse i vinterkulden, er allerede fordelt få dage efter, at organisationer og frivillige fik mulighed for at søge om penge fra puljen.

- Men hermed er det ikke nødvendigvis slut, lover socialminister Benedikte Kiær (K).

Hun understreger over for Ritzau, at hvis der kommer flere ansøgninger, der lever op til kriterierne, vil ministeriet se med velvilje på dem. Og der er ikke blot velvilje, men også midler i systemet.

De penge, som allerede er bevilget, og evt. kommende bevillinger, tages fra de såkaldt frie midler i satspuljeforliget.

Den ny pulje sigter på at hjælpe hjemløse, der hverken er danske statsborgere eller har opholdstilladelse i Danmark. Denne gruppe har nemlig ikke ret til en plads på et midlertidigt botilbud eller andre af de tilbud, som serviceloven rummer.

SF's socialordfører, Özlem Cekic, har skrevet til socialministeren og bedt hende om at indføre en såkaldt overlevelsesgaranti for hjemløse, uanset om de er danskere eller udlændinge.

Cekic forestiller sig, at ét eller to offentlige steder åbnes i de store byer, når kulden bliver så voldsom, at hjemløse i værste fald risikerer livet, hvis de sover ude.

Men Benedikte Kiær mener, at behovet er dækket med de aktuelle tiltag, som også omfatter den ny pulje for "nødovernatningspladser", hvor midlerne skal række frem til marts.

- Jeg er tryg ved, at vi har fordelt disse midler til organisationer og frivillige, der til dagligt arbejder med de lokale behov og nøjagtigt ved, hvor der skal sættes ind, tilføjer ministeren.

De tre millioner er fordelt på syv ansøgninger. Flest penge, knap 1,4 millioner, får herberget En Varm Seng, der blev etableret sidste vinter i København.

Oversigt

    Oversigt