I det fynske folks tjeneste

Nødråb fra forsvunden fredsaktivist

Den fynske fredsaktivist Ulla Røder, der i snart tre måneder har levet under jorden med en arrestordre fra myndighederne i Skotland over sit hoved, beder om hjælp til at få en retfærdig rettergang. Hun er anklaget ved retten i Kirkcaldy for hærværk mod et jagerfly, der skulle være indsat i krigen i Irak.

-


Ulla Røder, mens hun endnu var i de skotske myndigheders varetægt

/ritzau/
Den fynske fredsaktivist Ulla Røder, der i snart tre måneder har levet under jorden med en arrestordre fra myndighederne i Skotland over sit hoved, beder om hjælp til at få en retfærdig rettergang. Hun er anklaget ved retten i Kirkcaldy for hærværk mod et jagerfly, der skulle være indsat i krigen i Irak.

\"Så snart jeg kan få garanti for en retfærdig rettergang, vil jeg møde op i retten. Men situationen var ved at blive kafkask. Jeg var i fare for at miste retten til at tale min sag. Da det gik op for mig, blev jeg overbevist om, at jeg måtte tage noget tid til at få styr på situationen\", skriver Ulla Røder i en e-mail.

Hun er medlem af den britiske antiatomgruppe Trident Ploughshares og trængte i marts ind på flybasen Leuchars, hvor hun med en boltsaks anrettede voldsomme skader på et Tornado-jagerfly.

Ifølge tiltalen ødelagde hun for omkring 10 millioner kroner ved aktionen. Ulla Røder har som led i retssagen ønsket at føre vidner, der skal godtgøre, at krigen i Irak var ulovlig, og at hendes aktion mod flyet derfor var en selvforsvarsaktion på vegne af den irakiske befolkning.

Men ifølge Ulla Røder har retten i Kirkcaldy afvist at vurdere det aspekt i retssagen mod hende. - Hele det juridiske forsvar vil derfor blive taget ud af sammenhæng og dermed falde sammen uden at give mulighed for en retfærdig rettergang, skriver hun i e-mailen.

Ved du noget? Så send os et tip