Nødvandsforsyning på Helnæs stoppes efter fund af E-coli bakterie

Assens Kommune har netop modtaget resultatet af de seneste vandprøver, der i går er taget rundt om på Helnæs.

Et resultat, der desværre umiddelbart virker nedslående. Der er nemlig fundet en svag forekomst af E-colibakterier på Helnæs Vandværk, som bruges til nødvandsforsyning.

Derfor har Assens Kommune i samråd med embedslægen besluttet, at al udlevering af vand straks skal stoppes, og at kogepåbuddet fortsat gælder for al brug af vand til madlavning og drikkevand.

-De seneste vandprøver i ledningsnettet er ikke helt rene, som vi havde håbet på, men til gengæld er det nogenlunde som forventet forstået på den måde, at vi kan se, at tallene enten er nul eller faldende på de vandsteder, hvor vi har foretaget vandprøver i går. Til gengæld er vi noget overrasket over fundet af 1 E-colibakterie på Helnæs Vandværk, idet vi har taget fire på hinanden følgende prøver på Vandværket, der alle har været negative. Fundet af 1 E-Coli bakterie er til gengæld en for mange, og derfor er vi nødt til straks at lukke for nødvandsforsyningen, fortæller Annette Bæk, miljø- og naturchef, og fortsætter:

-Jeg kan godt forstå, hvis borgerne på Helnæs er ved at være en kende utålmodige, men vandet ude i ledningsnettet ser ud til at være i bedring, idet E-coli tallet falder gradvist. Samtidig har vi på baggrund af de sidste dages prøver kunne indkredse dele af ledningsnettet, som Helnæs Vandværk nu koncentrer sig særligt om i forhold til at finde forureningskilden. Så selv om det lige nu ser ud som om, at vi går to skridt frem og et tilbage, håber vi, at vi er på sporet af, hvad der forårsager forureningen.

Assens Kommune vil sammen med Helnæs Vandværk fredag morgen drøfte, hvordan der sikres drikkevand til de fødevareproducerende virksomheder i løbet af pinsen.

Oversigt

    Oversigt