Nøgenbilleder flyver rundt på nettet: Det er svært at stoppe

Flere og flere fynske piger ender nøgne på nettet uden, de ønsker det. Problemet med ulovlig deling af nøgenbilleder bliver større og større, lyder meldingen fra Fyns Politi.

Facebook, instagram og snapchat - billederne flyver rundt på de sociale medier, men det er ikke alle billeder, der burde blive delt. Flere fynske unge oplever nemlig i stigende grad, at private billeder, ofte af intim karakter, bliver delt mod deres egen vilje på de sociale medier.

Hos Fyns Politi har de det seneste år modtaget en stigning af anmeldelser fra børn og unge, der har fået delt nøgenbilleder mod deres vilje.

- Problemet opstår, hvis de bliver lagt ud på de sociale medier. Så er det rigtig rigtig svært at stoppe. Så kan man næsten sige, at det er umuligt at få stoppet. Fordi de kan blive ved med at køre i ring og ring. Og det giver os vanskeligheder, siger Per Lydiksen Laursen.

Sådan foregår det
Flere og flere unge fynboer kontakter Fyns Politi – efter de har fået delt intime billeder mod deres vilje. Billederne bliver ofte taget af den unge selv, der så sender det videre i fortrolighed til en kæreste eller nær ven. Men den dag forholdet er ovre, eller venskabet brast, ser Fyns Politi, at det ofte er der, de private fotos bliver delt og lagt ud på de sociale medier. Og det gøres uden, at de har fået lov til det.

Det betyder derfor, at det intime billede, der først var tiltænkt som en intern flirt eller lignende, nu ender på facebook mellem alle venner og bekendte, og på den måde udstiller den unge.  

- Det er et stigende problem. Ikke kun bevidste billeder, men også ubevidste, siger Per Lydiksen Laursen, der er vicepolitiinspektør, ved Fyns Politi.

Kan give op til seks måneders fængsel
Det er ulovligt at dele billeder af andre uden at have fået tilladelse. Sådan en lovovertrædelse kan koste op til seks måneders fængsel. Men det er noget, Fyns Politi mener, de unge ikke er klar over.

- De oplever det ikke som en straffelovsovertrædelse eller en alvorlig sag. Mange gange forklarer de, at det er drillerier - jeg tænkte mig ikke om, kendte ikke konsekvenserne, og jeg havde ikke gennemtænkt konsekvenserne, Per Lydiksen Laursen.

Fyns Politi kender ikke de reelle tal, da mange episoder aldrig bliver anmeldt, men dem de modtager, tager de meget seriøst.

- Vi gør hvad vi kan, og vi forsøger at få det stoppet, for det vi oplever, er at den der er blevet krænket simpelthen føler sig klædt af i bogstaveligste forstand. SÅ det er dér , vi vil hjælpe, siger Per Lydiksen Laursen, vicepolitiinspektør, ved Fyns Politi.

 

Oversigt

    Oversigt