Nordens flotteste golfanlæg: Nu drømmer de om Ryder Cup i Kerteminde

Allerede 400 medlemmer i Kerteminde inden åbningen af Great Northern på lørdag. I dag holdt pressen generalprøve.

Det koster knap 10.000 kroner at blive medlem, og 900 kroner i greenfee, hvis man vil spille på banen.

Men når det er sagt, er folkene bag Great Northern ikke bange for at kåre Kertemindes nye golfbane  til Nordens flotteste.

Tirsdag præsenterede direktør Søren Vadmand og banens nye træner, den tidligere professionelle topspiller Søren Hansen, Kertemindes nye vartegn for en udvalgt skare af medier - herunder TV 2/FYN,

Det sker inden 18 hullers banen med restaurant og 15 tilhørende hotelværelser åbnes på lørdag for offentligheden.

Og det er ingen hemmelighed, at folkene bag Great Northern drømmer om European Tour-turneringer og Ryder Cup.

- Men vi er også realistiske. Kvaliteten skal følge med, så vi ikke kommer til at skuffe nogen, og rejsen kommer til at gå over mindre arrangementer, Hverken Søren Hansen eller jeg har erfaring med at arrangere så store golf-begivenheder, siger Søren Vadmand.

Ifølge Søren Hansen er Ryder Cup heller ikke et arrangement, man lige får.

- Typisk er der 5-6 lande, der lægger billet ind, og der er meget lotteri og politik i tildelingen, siger Søren Hansen. 

 

Det er Lego-arvingen Thomas Kirk Kristiansen, der selv bor i Kerteminde, som er manden bag det enestående projekt.

Siden 2012 er der via selskaberne bag golfprojektet, GBK Aps. og TKH Fyn Aps., blevet indbetalt 400 millioner kroner fra Thomas Kirk Christiansens holdingselskab Kirk og Kirk Holding.

Det viser TV 2/FYNs gennemgang af Thomas Kirk Kristiansens selskaber bag golfprojektet Great Northern.

Søren Vadmand ønsker ikke at bidrage til opklaringen af, hvad anlægget har kostet Lego-arvingen, eller hvor lang en tilbagebetalingspris der er på investeringen.

- Men jeg har et budget, jeg skal overholde, og tingene skal balancere efter en årrække, siger Søren Vadmand uden at være mere præcis.

Spot on

Trods et kontingent for seniorer, der er en tredjedel højere end i eksempelvis Sct. Knuds Golfklub i Nyborg og Odense Golfklub, mener Søren Vadmand, at man har ramt "spot on".

- Du kan komme til at betale kontingenter på op til 25.000 kroner på visse internationale baner. Herhjemme er der mange baner omkring de 8.000 kroner, så jeg synes, vi har sat en rigtig pris, siger Søren Vadmand.

I modsætning til en del andre klubber forlanger Great Northern ikke indskud eller depositum, og man er ikke bundet i en lang periode.

Dertil kommer, at juniorer op til 18 år kan spille for 1.000 kroner, ynglinge op til 25 år for halv pris, og nybegyndere for 1500 kroner i tre måneder.

Det er helt bevidst, at Great Northern har valgt at gøre det attraktivt for juniores at spille.

- Vi vil gerne have de unge til at fortsætte. Der har i mange år været satset meget på eliten. Vi vil gerne have bredden til at blive, siger Søren Hansen, der bliver leder af klubbens såkaldte Akademy.

- De unge får deres helt egne lokaler ved vores trænings-range, hvor de kan hænge ud og være sig selv. De behøver ikke komme i restauranten eller 18-hullers banen, men kan spille på vores ni hullers træningsbane, hvis det er det, de har lyst til, siger Søren Hansen.

Great Northern har også etableret en golflinie for 14-15 unge i samarbejde med Kerteminde Efterskole med start fra august måned.

Golflegende

Klubben har på bare et par uger fået 400 medlemmer - mange i 35-40-års-alderen, men det er ikke et mål i sig selv at vokse hurtigt, siger Søren Vadmand.

- Vi har fået en ramme på 900 medlemmer af Dansk Golf Union, men i bund og grund er vi ikke interesserede i, at medlemmerne bare vælter ind, siger Søren Vadmand.

Fakta om Great Northern

Banen er designet af den amerikanske golflegende Jack Nicklaus, bygningerne er udformet af E+N arkitekter fra Århus, mens projektet er afsluttet med hjælp af lokale odenseanske arkitekter.

Banen er udfordrende både for eliten og nybegyndere, og det er bege segmenter, banen forsøger at tiltrække.

Det gælder også gæster til restauranten, hvor de lokale både kan få en æggekage til frokost eller en syv retters gourmet-menu til aften.

Tilsvarende gælder det spa-resort, der er færdigbygget i 2019. Det bliver åbent både for golfspillere og daggæster udefra.

Der bliver overnatningsmuligheder for 1900 kroner pr. nat i banens 15 hotelværelser.

Great Northern har fået en absolut kapacitet til at være greenkeper, nemlig Aidan O'hara fra Mount Juliet - en anden Jack Nicklaus-designet bane.

Han har 40 mand under sig - et antal, der vil blive reduceret efter en indkøringsperiode.

I alt beskæftiger Great Northern 70 ansatte.

 

Oversigt

    Oversigt