Nordfyn deler mad ud for at tiltrække tilflyttere

På Nordfyn tager man nu utraditionelle midler i brug for at gøre opmærksom på sine kvaliteter.

Derfor uddeler lokale virksomheder i samarbejde med Nordfyns Kommune gratis proviantkasser med nordfynske delikatesser til alle sejlere, der på lørdag ligger for anker ved Bogense Marina. Eventen er startskuddet til Nordfyns nye kampagne 'Mere Fyn for pengene', der skal tiltrække tilflyttere til området.
 
I Horsens holder de rockkoncerter, i Århus bygger de høje huse, og på Læsø kan man købe det lokale salt i alle afskygninger. Kampen for at skabe opmærksomhed og tiltrække borgere til landets byer og kommuner er i fuld gang, og på Nordfyn følger man trop.

Områdets nye slogan 'Mere Fyn for pengene' bliver konkret på lørdag, når de sejlere, der har kastet anker ved Bogense Marina, får uddelt en gratis proviantkasse med nordfynske råvarer og delikatesser som fx æblemost, tørrede krydderurter, honning og chips.

"Med dette arrangement sætter vi gang i vores nye kampagne 'Mere Fyn for pengene', der skal fortælle danskerne om Nordfyns kvaliteter. Og for at vise, at det ikke bare er tomme løfter, giver vi i bogstaveligste forstand vore gæster en gratis smagsprøve på, hvad vi kan tilbyde. At vi specifikt går efter sejlerfolket er naturligvis ikke tilfældigt, da mange jo bruger sommeren på at sejle rundt i Danmark og dermed kan sprede budskabet om Nordfyns herligheder overalt i landet," siger formand for Erhvervs- og Fritidsudvalget i Nordfyns Kommune, Kurt Christensen.

Oversigt

    Oversigt