Nordfyn dyrest for erhvervsbyggeri

Nordfyns er den dyreste kommune på Fyn, når virksomhederne ønsker en tilladelse til at bygge nyt. Prisen er sat op med 33 procent på et år.

En ny analyse fra Dansk Byggeri viser, at 48 af landets kommuner hæver byggesagsgebyret for erhvervsbyggeri, mens kun 13 kommuner sænker det. Og det er ikke små justeringer, der er tale om.

Nordfyns Kommune har hævet prisen fra 150.000 korner i 2011 til 200.000 kroner i år. Dansk Byggeri ahr beregnet prisen for en byggetilladelse til et erhvervsbyggeri på 5.000 kvadratmeter.

Nordfyn er dermed den dyreste kommune på Fyn, når det gælder byggesagsgebyret for erhvervsbyggeri.

- Det er ikke godt nok, det må vi klart få kigget på, siger Nordfyns borgmester Morten Andersen, Venstre.

DB: Pris skal stå i forhold til atbejdet

- Kommunerne skal vurdere om ansøgningen overholder bygningsreglementet og i nogle tilfælde lave nabohøring. Byggebranchen vil gerne betale for det arbejde, men prisen skal også være rimelig og stå i forhold til arbejdet med sagsbehandlingen, siger Lea Stentoft, erhvervspolitisk konsulent i Dansk Byggeri.

Hvor flere kommuner har hævet gebyret, så har Svendborg kommune til gengæld sænket det fra 237.00 kroner i 2011 til 41.425 kroner i år. Langeland Kommune har ligeledes sat prisen ned fra 120.000 til 60.000 kroner i år.

Den billigste fynske kommune er Ærø, der tager 1800 kroner for en byggesag, mod 60.000 kroner i 2011

- De store forskelle på gebyrerne kan have indflydelse på, hvor en virksomhed vælger at bygge nyt. Det skaber både vækst og nye arbejdspladser i kommunen, så der er god logik i, at kommunerne tilbyder rimelige og gennemsigtige gebyrer, siger Lea Stentoft.

Oversigt over fynske kommuner

Assens (51.700) 55.000

Faaborg-Midtfyn (127.500) 133.650

Kerteminde (74.850) 76.700

Langeland (120.000) 60.000

Middelfart (55.000) 60.000

Nordfyns (150.000) 201.400

Nyborg (52.000) 53.500

Odense (125.000) 130.000

Svendborg (237.000) 41.425

Ærø (60.000) 1.800

Tallet i parentes er for 2011. Kilde: Dansk Byggeri.

Se hele listen

Oversigt

    Oversigt