Nordfyn fik nej til slæbesteder

Nordfyns Kommunes planer om at etablere fire slæbesteder til joller og andre småfartøjer er blevet afvist af Naturstyrelsen.

Før sommerferien fik kommunens ellers tilladelse til slæbestederne af Kystdirektoratet.

Formålet med slæbestederne er at tiltrække turister, der ofte medbringer små fartøjer som robåde eller sejljoller og samtidig tilgodese lokale ejere af den slags fartøjer.

Desuden ville de hjælpe kommunens beredskab, der har efterlyst mulighed for at søsætte redningsfartøjer langs den 70 kilometer lange kyst.

Sker der en ulykke ved Flyvesandet eller Hasmark Strand, skal beredskabet køre helt til Bogense for at søsætte deres redningsfartøjer.

- Det kan til syvende og sidst koste menneskeliv, siger formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Franz Rohde.

Troede det var en fejl

Formanden for Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget, Kurt Christensen, troede, det var en fejl, da afgørelsen fra Naturstyrelsen kom:

- En kystkommune, der ikke kan få lov til at lave slæbesteder. Det hænger ikke sammen. Slet ikke når Kystdirektoratet har sagt ja, siger han.

Både han og Franz Rohde ser det som udtryk for, at styrelserne træffer afgørelser i modstrid med, hvad regeringen vil, og at yderområder bliver bremset i at udnytte lokale potentialer for turisme og bosætning.

De vil nu invitere miljø- og fødevareminister Eva Kjer til Nordfyn for at se på sagen.

Oversigt

    Oversigt