I det fynske folks tjeneste

Nordfyn: Muldvarp i kommunalbestyrelsen?

Politikere på Nordfyn får deres mail undersøgt, efter der for nylig blev lækket 12 fortrolige skitseprojekter til en række landmænd.

Politikerne på Nordfyn er frustrerede over, at mere eller mindre fortrolige oplysninger siver ud til offentligheden.

- Det er jo ikke holdbart, og derfor havde vi et punkt på dagsordenen på mødet forleden, hvor vi drøftede kommunalbestyrelses kodeks for det gode samarbejde, siger formanden for teknisk udvalg Franz Rohde (K).

Anledningen til diskussionen var, at der for nylig blev lækket 12 fortrolige skitseprojekter til vådområder til en række landmænd. 

- Da der jo netop kun var tale om skitseprojekter,  skaber det en masse uro blandt de landmænd, som kan blive berørt, hvis de skal modtage den slags oplysninger ad bagvejen, siger Franz Rohde til TV2/Fyn.

Derfor besluttede et stort flertal på seks ud af udvalgets syv medlemmer at lade administrationen gennemgå deres mail for at få undersøgt, om der i udvalget har været en uretmæssig deling af fortrolige oplysninger om skitseprojekterne.

- Jeg ved godt, at oplysningerne kan være lækket på anden vis, men ved frivilligt at indlevere vores password, sender vi i hvert fald et signal om, at vi tager de her læk alvorligt, siger Franz Rohde.

Den eneste som ikke kunne bakke op om indstillingen var Rene Lundegaard fra Dansk Folkeparti.

- Jeg kunne ikke bakke op om indstillingen, blandt andet  fordi jeg modtager mange mails fra borgere, som gerne vil drøfte sager med mig i fortrolighed. Derfor vil jeg gerne beholde mine informationer fra min mailboks for mig selv, siger Rene Lundegaard til TV 2/Fyn.

Franz Rohde er dog uforstående overfor den begrundelse, som Rene Lundegaard har givet for ikke at lade sig underkaste en undersøgelse som de andre i udvalget.   

- Administrationen må kun gennemgå  de mails, som er relevante i forhold til den konkrete sag.  Der er helt klare regler på området, og jeg har fuld tillid til, at vores forvaltning følger disse retningslinjer, siger Franz Rohde.   

Ved du noget? Så send os et tip