I det fynske folks tjeneste

Nordfyn samler erhverv, turisme og event

En ny organisation for erhverv, turisme og event i Nordfyns Kommune skal stå klar til sommer.

Den nye organisation skal bygge videre på erfaringerne, som Nordfyns Kommune allerede har opnået i regi af Nordfyn Erhverv, Nordfyns Turistforening og gennem kommunens eget eventarbejde.

- Nordfyns Kommune er inde i en forrygende udvikling. Vi har to år i træk taget nogle markante hop op ad Dansk Industris rangliste over erhvervsvenlige kommuner, ligesom vi har flere gode initiativer i støbeskeen på turistområdet. Men ambitionerne rækker til endnu mere, og her ser vi den nye organisation som den rigtige ramme at indfri disse ambitioner i, siger borgmester Morten Andersen, Venstre.

Målet er at skabe synergi og innovation ved at samle funktionerne under samme tag.

Erhverv og turistforening bakker op

Både Nordfyn Erhverv og Nordfyns Turistforening bakker op om initiativet.

- Det vil give en lang række fordele at placere erhvervs-, turisme-, og eventarbejdet i samme hus og under samme ledelse. Med fælles personale og budget får vi nogle helt optimale muligheder for at styrke og professionalisere vores lokale erhvervs- og turismeindsats. Det har vi brug for, når vi sammen med kommunen skal til at indfri Vision 2021, siger formand for Nordfyn Erhverv, Kent Stenvang.

- Bosætning, erhverv, event og turisme har rigtig meget med hinanden at gøre, og når funktionerne arbejder side om side, vil der ske erfaringsudveksling og fælles idéskabelse. Den nye organisation vil få stor fokus på udvikling og salg, og samtidig have ressourcerne til at føre projekterne ud i livet, siger formand for Nordfyn Turistforening, Jesper Gamdrup.

Den nye organisation får domicil i Udviklingspark Nord i Bogense og er køreklar i juni 2015.