Nordfyn udfordrer planloven

Når Nordfyns Kommune skal behandle ansøgninger fra erhvervslivet, skal kommunen nu også tage hensyn projekternes muligheder for at skabe vækst og bosætning.

Mange landkommuner har gennem årene beskyldt planloven for at være for restriktiv og sætte begrænsninger i forhold til at udvikle kommunernes bosætning og erhvervsliv.

Planloven er løbende blevet ændret, men bliver fortsat kritiseret for ikke at give kommunerne luft nok til udvikling. Derfor har politikerne i Nordfyns Kommune nu ændret på kommunens egen landzoneadministration.

Det betyder, at kommunen fremover skal se på potentialet for projekters vækst- og bosætning, når der skal tages stilling til godkendelse af ansøgninger i landdistrikterne.

- Det her er et kraftigt signal til etablerede virksomheder, som ønsker at udvide, eller iværksættere, der har planer om at starte ny virksomhed. Vend blot blikket mod Nordfyn, vi skal nok finde det helt rigtige sted til jeres virksomheder, siger Franz Rohde(K), formanden for Teknik- og Miljøudvalget i Nordfyns Kommune.

Den nye linje betyder, at kommunen fremover skal håndtere ansøgninger på helt nye møder. Ændringen går lige til stregen, men overtræder i følge kommunen ikke planloven.

- Nej, det mener jeg ikke. Udviklingen skal selvfølgelig ske i fuld respekt for planloven, men vi skal opfange og udnytte de landspolitiske udmeldinger, hvor de er i uoverensstemmelse med loven, siger udvalgsformand Franz Rohde.

Oversigt

    Oversigt