I det fynske folks tjeneste

Nordfyn vil selv inddrive gælden

Nordfyns Kommune er trætte af at vente på, at der kommer styr på den statsstyrede inddrivelse af gæld. Kommunen tager nu selv affære - og indgår betalingsaftaler med borgerne.

Tålmodigheden er sluppet op på Nordfyn. Problemerne med det statslige inddrivelsessystem EFI har fået Nordfyns Kommune til selv at sætte initiativer i gang - for at få kommunens borgere til at betale deres gæld.

- Uge efter uge - måned efter måned - vokser restancebunkerne, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Det gælder for eksempel mangelende indbetalinger på ejendomsskatter og til daginstitutioner - der normalt ville have blevet sendt videre til SKAT - men ikke siden, der gik koks i EFI.

Nordfyns Kommune har eksempelvis registreret, at der mangler forældrebetaling til daginstitutioner for op mod 300.000 kroner. Under normale forhold ville SKAT have modregnet dette i børnefamilieydelsen og give refusion til kommunen.

- Den nuværende situation er ikke holdbar, hverken for de borgere der har styr på deres økonomi, eller dem, der af den ene eller anden grund lader stå til og på den måde får oparbejdet en betalingspukkel. Derfor går vi aktivt efter at indgå betalingsaftaler med de pågældende borgere,  siger borgmester Morten Andersen. 

Herudover er kommunen i gang med at udtænke øvrige tiltag for at nedbringe borgernes restancer.

Ultimo september udgjorde kommunens samlede restancer 34,2 millioner kroner. I 2014 - på samme tidspunkt - udgjorde de 33,4 millioner kroner.