I det fynske folks tjeneste

Nordfyns Bank opnår rekordoverskud

Behov for at ansætte flere medarbejdere de kommende år. Desuden moderniserer banken filialnettet.

Nordfyns Bank kommer ud af første halvår med et rekordresultat på 34 millioner kroner.

- Baggrunden for den markante fremgang er en kombination af flere nye kunder og flere forretninger med bestående kunder. Resultatfremgangen udløser samtidig årets anden opjustering. Forventningerne til basisindtjeningen øges nu til niveauet 45-55 millioner kroner, oplyser banken i en pressemeddelelese.

Nordfyns Bank er dermed det fjerde lokale fynske pengeinstitut i denne uge, der kan melde om økonomisk optur.
 
- Vi har haft et travlt år indtil nu, og det ser ud til at fortsætte. Det er baggrunden for, at vi opjusterer vores forventninger for anden gang i år. Vores fremgang skyldes ikke enkelte områder men en kombination af, at vi fortsat får mange nye kunder samtidig med, at vores bestående kunder også efterspørger flere bankforretninger. Eksempelvis har vi en meget lav rente på realkreditlån, og det sammenholdt med en generel god aktivitet i samfundet har uden tvivl givet mere appetit på boligmarkedet, siger administrerende direktør Holger Bruun.

 
Nordfyns Bank har i første halvår været begunstiget af positive kursreguleringer på værdipapirbeholdningen på i alt 5,6 millioner, mens nedskrivninger på udlån og garantier er faldet til 3,3 millioner kroner for første halvår. 
  

Ifølge Holger Bruun får banken behov for at ansætte yderligere personale de kommende år.

- Et andet væsentligt område er, at vores filialer moderniseres og gøres mere tidssvarende. Filialen i Bogense bliver den første i rækken, oplyser han.