Nordfyns borgmester skifter mening

Borgmesteren i Nordfyns Kommune mener alligevel, at nulvækst i det offentlige kan gennemføres uden serviceforringelser. Søndag morgen mente borgmesteren, at nulvækst ville koste velfærd.

- Jeg mener, at der er behov for at få det offentlige til at køre længere på literen, og et af midlerne til at gennemføre det, er nulvækst, siger Morten Andersen(V).

Søndag morgen blev Morten Andersen i Jyllands-Posten ellers citeret for følgende udsagn om Lars Løkke Rasmussens forslag om nulvækst i det offentlige:

- Det vil garanteret kunne ses på flere områder. Det kunne være længere sagsbehandlingstider som følge af, at vi skal være færre medarbejdere. Det kunne også være i normeringerne i daginstitutionerne, lød meldingen fra Morten Andersen.

Morten Andersen mener dog ikke selv, at han har skiftet holdning i løbet af søndagen.

- Der er ikke noget der har ændret sig, og jeg er helt på linje med Lars Løkke Rasmussen. Konsekvenserne af nulvækst i det offentlige kunne godt være dårligere normeringer og længere sagsbehandling, men det kunne også være effektiviseringer og flere digitale løsninger, så vi kunne frigøre resurser i stedet for at skære i velfærden, siger Morten Andersen søndag eftermiddag til TV 2/FYN.

På Sydfyn støtter Venstres borgmesterkandidat ellers Morten Andersens og andre V-borgmestres udtalelser til Jyllands-Posten. Han mener ikke, at kommunerne kan gennemføre nulvækst uden at det går ud over servicen.

- Vi er allerede meget tæt på nulvækst, og bare vi taler om vækst på under en procent så vil borgerne kunne mærke det, siger Lars Erik Hornemann(V).

Oversigt

    Oversigt