Nordfyns borgmestre blander sig ikke

Hvad skal barnet hedde. Bogense eller Nordfyn. På onsdag skal borgerne på Nordfyn stemme om, hvad deres nye kommune egentlig skal hedde. Borgmestrene vil ikke gøre det store ud af en afstemningskampagne.

Meget følelsesladet

Mens nordfynslisten med Dorthe Schmidt Brown søndag forsøgte at overbevise borgere på Nordfyn om, at de skal tage stilling og stemme på onsdag, så vil borgmestrene fra Bogense og Otterup Kommune ikke blande sig med storstilede kampagner.

- Det er meget følelsesladet. Hvis vi går massivt ud, så risikerer vi, at det giver bagslag, siger borgmester i Bogense, Arne Kruse, der selvfølgelig helst så, at kommunen kom til at hedde Bogense.

Den ny storkommunes borgmester, Bent Dyssemark, der lige nu er borgmester i Otterup, står også uden for.

- Jeg skal være borgmester i den ny kommune, og derfor vil jeg ikke blande mig. Det handler om følelser, så folk skal gøre som de har lyst til, siger Bent Dyssemark.

Nordfynslisten krævede under valget i november, at der blev en folkeafstemning om kommunenavnet, fordi de mener, at ved at vælge Bogense som navn fremhæver man en kommune fremfor en anden.

Oversigt

    Oversigt