I det fynske folks tjeneste

Nordfyns Kommune måler trivslen

For tredje år i træk skal de ansatte i Nordfyns Kommune vurdere, hvordan det er at arbejde i kommunen

De knap 2000 ansatte i Nordfyns Kommune modtager i dag en række spørgsmål i deres e-boks. Spørgsmålene handler om deres oplevelse af livet som ansat i kommunen. Det er tredje år i træk, at kommunen gennemfører undersøgelsen, som den ellers kun er forpligtet til at gennemfører hvert tredje år. 

- Der stilles store krav til vores ansatte. De bliver mødt med krav om nye kompetencer. De skal ikke bare være forandringsparate, men også være med til selv at skabe forandringerne, og de skal bidrage til en ny teambaseret arbejdsform. I hele den forandringsproces er det vigtigt at holde øje med, at trivslen følger med, og det hjælper de hyppige trivselsundersøgelser os med at sikre, siger kommunaldirektør Morten V. Pedersen.

Næstformand for Hoved MED Anette Rye Lund erklærer sig enig. Hun opfordrer sine kolleger til at svare på undersøgelsen:

- Det er vigtigt, at vi får svar fra alle. Hvis man som medarbejder oplever et eller andet, der ikke fungerer i hverdagen, så skal det på bordet fremfor at gå at snakke om det i krogene. De sidste to trivselsundersøgelser har været meget positive, men hvis vi har en stor gruppe, som ikke svarer, så ved vi reelt ikke, hvor dækkende undersøgelsen er.

 
Som opfølgning på undersøgelsen skal afdelinger og institutioner lave handleplaner for de emner, som trivselsmålingen afdækker. Det arbejde sker fra midten af marts og frem til maj måned.
 
Trivselsundersøgelsen blev i 2014 besvaret af 53 procent af medarbejderne. Det tal blev i 2015 øget med 9 procent til 62 procent.
 
Medarbejdertrivselsindekset (MTI) er det samlede tal på en skala fra et til fem for, hvor tilfredse og engagerede de ansatte er. Det lå for Nordfyns Kommune sidste år på 3,9, mens det i 2014 lå marginalt bedre på 4,0.

Ved du noget? Så send os et tip