I det fynske folks tjeneste

Nordfyns Kommune meldt til konkurrencestyrelsen

02:00

1 af 2

Nordfyns Kommune er blevet meldt til Konkurrencestyrelsen af restauratørernes brancheorganisation. Kommunen mistænkes for at give en restaurant på havnen alt for lempelige vilkår.

Det er Danmarks Restauranter & Cafeer, der har indgivet anmeldelse mod Nordfyns Kommune efter at kommunen har udlejet en bygning på Bogense Havn til restaurant Gasten.

- Vi frygter, at byens andre restauratører er udsat for unfair konkurrence fra Gasten. Kommunen vil ikke fortælle om lejevilkårene, og det forstærker vores mistanke, siger erhvervsjurist Jørgen Kønigshofer fra brancheorganisationen.

Mangelfuld aktindsigt

Tidligere var bygningen udlejet til restaurant Marinetten, og her kunne brancheorganisationen uden problemer få indsigt i lejekontrakten. Men da en ny forpagter overtog bygningen under navnet Gasten, ville kommunen ikke udlevere oplysninger om lejevilkårene.

- Vi har rykket for aktindsigt i flere måneder, og da vi endelig fik lejekontrakten var alle relevante oplysninger streget ud, så vi ikke kan få indblik i om Gasten bliver drevet på markedsvilkår, siger Jørgen Kønigshofer.

De andre restauratører i Bogense mistænker kommunen for at udleje på så favorable vilkår, at de bliver udsat for unfair konkurrence.

- Vi kan jo ikke drive vores forretning, hvis Gasten kan servere billigere end os, fordi de har en særlig lav husleje, siger Jakob Hansen fra Erik Menveds Kro i Bogense.

Underlagt forhandlingssituation

Nordfyns Kommune afviser dog, at Gasten kan drive restaurant på særlige fordelagtige vilkår.

- Gasten har de lejevilkår som fremgår af udbudsmaterialet. Men på grund af vores forhandlingssituation kan vi ikke oplyse om lejevilkårene, siger borgmester Morten Andersen(V).

Den forklaring forstår Danmarks Restauranter & Cafeer ikke.

- Da restauranten hed Marinetten udleverede kommunen uden problemer alle detaljer i lejekontrakten, men nu henviser kommunen pludselig til en såkaldt forhandlingssituation. Det hænger ikke sammen, og forstærker vores mistanke om, at Gasten ikke bliver drevet på markedsvilkår, siger Jørgen Kønigshofer.

Brancheorganisationen håber nu, at Konkurrencestyrelsen vil pålægge kommunen at udlevere lejeaftalen eller undersøge om Gasten bliver drevet på markedsvilkår.

Ved du noget? Så send os et tip