I det fynske folks tjeneste

Nordfyns Kommune sløser igen med cpr-numre

Endnu engang har Nordfyns Kommune dummet sig i en sag med personfølsomme oplysninger. En mor fik personfølsomme oplysninger om flere børn, da hun søgte aktindsigt i sin datters sag.

Moren søgte aktindsigt i sin datters sag hos Nordfyns Kommune, men da svaret kom med posten var cpr-numre på andre børn let læselige. Oplysningerne er nemlig kun overstreget med slettelak, og med lidt modlys kan man tydeligt se cpr-numrene.

Derudover er der en hel side med om en drengs lovovertrædelser, hvor intet er forsøgt sløret.

- Det er en klar fejl som Nordfyns Kommune har begået. Kommunen har pligt til at beskytte personfølsomme oplysninger, så det er en klar lovovertrædelse, siger Oluf Jørgensen, der er afdelingsforstander for informations- og forvaltningsret på Danmarks Journalisthøjskole.

- At kommunen har brugt slettelak til at skjule personfølsomme oplysninger er decideret dumt, fortsætter han.

Ikke første gang

I starten af marts offentliggjorde Nordfyns Kommune på deres hjemmeside navn, cpr-numre og adresser på 16 børn som har gået på Langebyhus, som er en institution for børn og unge med adfærdsmæssige og sociale problemer.