Nordfyns udelukkede partier vil forhandle

De tre udelukkede partier fra Nordfyns Kommune mener, at der sagtens kunne være skabt et bredt forlig. De ærgrer sig og anmoder de øvrige partier om nye forhandlinger.

Det var et flertal bestående af seks partier, der udenom borgmester Morten Andersen tirsdag formidddag gav hinanden håndslag på det kommende års budgetforlig.

Det var de seks partier Dansk Folkeparti, SF, Socialdemokraterne, Liberal Alliance, Nordfynslisten og Den Sociale Gruppe, der valgte at lave et budgetforlig, som sætter den nuværende borgmester uden for indflydelse.

Venstre, Konservative og Radikale ærgrer sig over, at ikke alle partier har haft mulighed for at forhandle en aftale på plads og skabe et bredt budgetforlig som i de forgangne tre år.

- Vi mener, at det forlig, som de seks partier har indgået også er tanker, vi andre partier har haft, så vi tror på, at vi godt kan nå frem til et bredt forlig, siger gruppeformand Kim Jensby Jørgensen (C) til TV 2/FYN.

De tre partier anmoder derfor det alternative flertal om at komme til forhandlingsbordet med henblik på at forhandle en budgetaftale med bred tilslutning.

Oversigt

    Oversigt