I det fynske folks tjeneste

Nordfyns vil lære af dement kvindes død

Lørdag blev den 78-årige demente kvinde, som har været eftersøgt i gennem flere uger, fundet død. Nordfyns Kommune vil nu undersøge, om ny teknologi eller andre tiltag kan formindske risikoen for at det sker igen.

Den 78-årige demente kvinde blev fundet død kun to en halv kilometer fra sit hjem i Søndersø. Nordfyns Kommune vil nu arbejde på at mindske risikoen for af det gentager sig.

På et af kommunens plejecentre er der gode erfaringer med et avanceret sikringssystem. Nedgravede kabler på centrets udearealer udløser en alarm, når en beboer kommer på afveje. Den demente beboer bærer et særligt armbånd med en sender.

- Vi skal i vores hjælpeforanstaltninger sikre balance mellem hensynet til at kunne lokalisere de demente, og så hensynet til at skabe en tilværelse for den demente med mest mulig livskvalitet. Den hjælp, vi giver, vil derfor altid være baseret på en faglig vurdering af, hvad der er det rigtige i den givne situation, siger chef for Aktiv Pleje og Omsorg Gitte Laursen.

Nordfyns Kommune har også kontaktet Alzheimerforeningen for at drøfte muligheder og et eventuelt samarbejde om mulige løsninger.

Ved du noget? Så send os et tip