Så skal der køres ræs: Nordfynsk gokart-klub vil udvide banen

Nordfyns Kommune har besluttet at købe naboejendommen til Søndersø Karting Klub. Med beslutningen rykker klubben nærmere en baneudvidelse.

Siden 1971 er der blevet kørt gokart-ræs på Søndersø Karting Klubs bane ved Særslev. Klubben har gennem længere tid haft et stort samarbejde med Nordfyns Kommune, der blandt andet ejer grunden og de bygninger, som klubben bruger.

quote Det er rigtig dejligt. Så kan vi få et ønske opfyldt, som vi har haft i mange år

Merete Frederiksen

Samtidig har klubben gennem længere tid haft et ønske om at udvide sin bane, hvilket ikke har kunnet lade sig gøre på den nuværende grund.

Men nu er der håb forude.

Byrådet i Nordfyns Kommune har besluttet at købe naboejendommen, og dermed er der skabt mulighed for, at klubben kan udvide sin bane. I 1995 blev banen udvidet fra knap 500 meter til de nuværende 730 meters længde, og ved den lejlighed blev der udarbejdet en miljøgodkendelse, der fortsat gælder.

Men nu trænger en ny miljøgodkendelse sig på, hvilket ifølge Nordfyns Kommunes borgmester, Morten Andersen (V), vil være langt lettere at få på den større grund. Og det glæder borgmesteren.

- Banen og klubben har været med til at fostre mange store talenter gennem tiden, men spiller også en vigtig rolle i hverdagen. Eksempelvis også for vores ungdomsskole, som også bruger banen, og i det hele er det en mulighed, at vi har den bane i vores kommune. Det ønsker vi naturligvis at fortsætte med, og derfor var det en vigtig prioritet for kommunalbestyrelsen at sikre rammerne for, at gokartbanen også er her i fremtiden, siger Morten Andersen.

Stort ønske

Kommunens godkendelse af købstilbuddet på banens naboejendom har stor betydning for fremtiden for Søndersø Kartingklub, fastslår klubbens formand, Merete Frederiksen.

- Det er rigtig dejligt. Så kan vi få et ønske opfyldt, som vi har haft i mange år, siger Merete Frederiksen.

Hun fortæller, at hvis klubben skal vi leve op til de internationale standarder, er en udvidelse af banens længde til godt 1.000 meter nødvendig.

- Vi har en af de mindste baner i Danmark og vil gerne have den lidt større, så vi også kan få de store løb, siger formanden.

Men før de kommer så langt, kræver det en række undersøgelser og ikke mindst en ny miljøgodkendelse. Samtidig begynder også arbejdet med at skaffe pengene til udvidelsen af banen.

Så der er endnu mange opgaver, der skal løses, før de nordfynske gokartkørere kan ræse ud på en ny og større bane ved Særslev. 

- Men det er svært at sige. Det tager et par år at komme igennem godkendelser og så videre - og så skal vi først der i gang med at etablere banen. Så det tager nok en tre-fire år, og så er vi klar, siger Merete Frederiksen.

Oversigt

    Oversigt