Nordfynske børn skal sikres i trafikken

Politiet og Nordfyns Kommune arbejder sammen om at sikre skolebørnene, der skal ud til trafikken efter sommerferien.

Hvert år viser politiets kontroller, at mange bilister kører for stærkt på skolevejene. Derfor vil Nordfyns Kommune sammen med Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden minde bilisterne om at være ekstra opmærksomme omkring skolerne. Samtidig laver politiet ekstra kontrol, hvor børnene skal færdes.

- Som barn eller ung kan det være svært at overskue den ofte kaotiske morgentrafik omkring skolerne. Derfor er det vigtigt, at alle bilister sænker farten og viser hensyn, siger formand for Teknik- og Miljøudvalget Franz Rohde.

Politiet sætte ind med ekstra kontrol ved mange af skolerne fra den 8. til den 26. august.

Ved sidste års kontrol stoppede politiet flere end 6.000 bilister, der kørte for stærkt, 163 bilister med håndholdt mobiltelefon og 136 bilister, der ikke havde spændt børnene fast.

Som noget nyt i år sætter kampagnen også fokus på de ældre elever, da det er de 13-16-årige, der kommer mest til skade i trafikken. Ifølge ulykkesstatistikkerne kommer over fem gange så mange 16-årige alvorligt til skade eller bliver dræbt i trafikken som 12-årige.

- Når børnene bliver ældre, færdes de i højere grad alene i trafikken. Men teenagere har så meget andet i hovedet end trafiksikkerhed, så når det går galt, er det ofte, fordi de er uopmærksomme. Derfor er det så vigtigt, at forældre også taler trafik og laver aftaler med vores store børn, siger Gitte Aagaard, seniorkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.

Oversigt

    Oversigt