Normalt dør de tidligt, nu bliver flere af dem ældre

Brugernes Bazar, der onsdag blev holdt i Odense, er folkemødet for de socialt udsatte. I år var temaet, at flere af de udsatte når at blive gamle, og det skal samfundet lære at håndtere.

- Jeg havde kone og to dejlige børn og havde mit eget bageri. Jeg knoklede 16-18 timer i døgnet. Så en dag kunne  jeg ikke tage trykket mere. Jeg gav op. 

Carsten Engelbreth fortalte en nat sin kone, at nu tog han afsted, og han ville ikke komme hjem igen. Det blev starten på et liv, hvor han flere gange var ved at drikke sig ihjel, og hvor han boede næsten 20 år på gaden. 

I dag var han til de socialt udsattes årlige folkemøde Brugernes Bazar i Odense. Han og 1000 andre udsatte mødtes med politikere, organisationer og foreninger. I år var folkemødets hovedfokus, at der kommer flere og flere udsatte, som træder ind i alderdommen. 

Normalt betyder et barskt liv på gaden med alkohol, stoffer eller psykiske sygdommme, at socialt udsatte dør i en forholdsvis ung alder. Men nu blever flere af dem ældre. Blandt andet Carsten Engelbreth, som er 58 år. 

Særlige udfordringer

Den voksende gruppe af ældre socialt udsatte giver nye udfordringer, som samfundet skal lære at tackle. Det mener formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen. 

quote Så gammel bliver jeg sgu ikke. Ikke med det liv jeg lever.

Carsten Engelbreth

- Der skal en specialiseret indsats til. Vi tænker, at især plejeboliger er en vigtig sag, men faktisk er man også nødt til at se på pensionsforholdene. For mange udsatte ældre har været kontanthjælpsmodtagere måske gennem hele livet, og det betyder, at de har en ringe pensionsopsparing, siger han.

De socialt udsatte har andre udfordringer end normale ældre. Ofte har de stadig et misbrug, som de tager med sig, og så er et almindeligt plejehjem måske ikke den rigtige løsning. Samtidig er flere af dem uden familie og netværk, som kan hjælpe dem. 

Bevar de sociale viceværter

Carsten Engelbreth deltog selv i dagens debat, da han rejste sig og ytrede et ønske om, at man bevarede de sociale viceværter, der hjælper de udsatte med regninger og andre ting, når kommunerne har hjulpet dem med at få et sted at bo. Han har nemlig selv fået hjælp, bor nu i en lejlighed og lever af at sælge Hus Forbi.   

- Det er så kanon godt, at de hjælper én ind i en lejlighed, men hvis der ikke er nogen til at tage hånd om os, så kan det være fuldstændig ligegyldigt, for så stikker man af fra hele lortet igen, siger han. 

Han er ikke selv bekymret for, hvad der skal ske med ham, når alderdommen rammer.  

- Nej, for så gammel bliver jeg sgu ikke. Ikke med det liv jeg lever. Jeg drikker for meget.  Men jeg er faktisk begyndt at skære ned på mit alkoholforbrug. Jeg har jo fået kontakt med mine børn igen, og Julie vil gerne have et barn, så jeg kan nå at blive morfar. Så tænker jeg, at jeg også må gøre lidt, fortæller han. 

 

Oversigt

    Oversigt