I det fynske folks tjeneste

Norsk forfatter vinder HCA-pris til en halv million

Det bliver den norske forfatter Karl Ove Knausgård, der vinder H.C. Andersens Litteraturpris, som er Danmarks største forfatterpris. Det blev offentliggjort onsdag.

00:16

Karl Ove Knausgård bliver tildelt H.C. Andersen Literature Award 2020.

Det bliver den verdensberømte norske forfatter Karl Ove Knausgård, der næste år får tildelt en af Danmarks mest prestigefyldte litteraturpriser.  Han bliver den første nordiske modtager af prisen. Det blev onsdag offentliggjort på borgmester Peter Rahbæk Juels kontor på Odense Rådhus. 

I priskommitéens begrundelse lyder det blandt andet, at han tildeles prisen for sin:

- Intense fornyelse af feltet mellem roman og selvbiografi, et område som også H.C. Andersen i stor stil udforskede, og for som ham at optegne Norden på det litterære verdenskort. 

Læs også 500.000 kroner: HCA-pris går til brite

Karl Ove Knausgård opnåede international anerkendelse for sit værk "Min kamp" der udkom i årene 2009-2011. Det er en selvbiografisk roman i seks værk. Det store værk er solgt i mere end en halv million eksemplarer i Norge. 

Forfatterens bøger er udkommet på 50 sprog og har solgt millionvis af eksemplarer. 

- Han er en rigtig litterær forfatter, som virkelig er brudt ud med nordisk kunst, som nu er blevet modtaget og godkendt og applauderet at så at sige hele verden, siger Jens Olesen, der er formand for priskomitéen, der uddeler H.C. Andersen Litteraturprisen. 

Knausgård debuterede i 1998 med romanen "Uve av verden", som han modtog den norske Kritikerprisen for som den første debutant nogensinde. 

En halv million til vinderen

Foruden æren tildeles vinderen en check på 500.000 kroner og bronzeskulpturen The Ugly Duckling, som er skabt af billedhuggeren Stine Ring Hansen. Det gør det til den økonomisk største litteraturpris i Danmark. 

Prisen blev uddelt første gang i 2007, og i år er syvende gang, den uddeles. Formålet med litteraturprisen er at "hædre forfattere hvis skrivemæssige genre eller fortælleteknikker har ligheder med H.C. Andersens rige værker i sig," hedder det på prisens hjemmeside.

De tidligere vindere af prisen tæller blandt andre Harry Potter-forfatteren, J.K. Rowling, Haruki Murakami og Salman Rushdie. 

Karl Ove Knausgård er i gang med sin første roman siden "Min kamp", men det er endnu uvist, hvornår den udkommer, og hvad den handler om. 

Prisen bliver uddelt ved en ceremoni 25. oktober i 2020. 

Vindere af H.C. Andersens Litteraturpris

2007: Paulo Coelho

2010: J.K. Rowling

2012: Isabel Allende

2014: Salman Rushdie

2016: Haruki Murakami

2018: A.S. Byatt

2020: Karl Ove Knausgård

 

Kilde: www.andersen-award.com