Notat: Langelands borgmester truede Tullebølle-leder

Ifølge Tullebøller-leder hidsede borgmesteren sig voldsomt op i en telefonsamtale. At der blev bandet og svovlet, husker Langelands borgmester ikke.

Langelands borgmester, Bjarne Nielsen (V), truede ifølge et telefonnotat daværende centerleder Hanne Sommer ved det nu lukkede Børnecenter Tullebøller. Det skriver Radio24syv.

Ifølge telefonnotatet hidsede borgmesteren sig voldsomt op og bandede over for Tullebølle-lederen, der efterfølgende brød grædende sammen på gulvet, blev sygemeldt og kørt hjem af en kollega. I samtalen mellem de to havde borgmesteren sagt til Hanne Sommer, at hun skulle udtale sig til pressen på grund af de mange problemer på børnecentret.

- Borgmesteren siger, at det er jeg nødt til, og det skal jeg! Han siger meget højt, at han pålægger mig det! Og hvis ikke jeg gør det, får jeg at se, hvilke konsekvenser det vil få for mig, står der i telefonnotatet, der er underskrevet af Hanne Sommer.

quote At det skulle være ført i en tone, hvor der blev bandet og svovlet, kan jeg ikke huske.

Bjarne Nielsen

Borgmester: Det husker jeg ikke

Hanne Sommer ønskede på daværende tidspunkt ikke at udtale sig om sagen til pressen, fordi hun mener, at aftalen var, at det var kommunens daværende asyldirektør, Sisi Eibye, der skulle gøre det.

Telefonsamtalen har ifølge Radio24syvs oplysninger fundet sted den 2. august 2016 klokken 14.39. Historien bekræftes af en af Hanne Sommers kollegaer.

Bjarne Nielsen husker ikke samtalen som så hård, som det fremgår af telefonnotatet, men han erkender, at han har pålagt den daværende centerleder at udtale sig til pressen.

- Det er korrekt, at jeg pålægger hende at gå i fjernsynet og svare på spørgsmål. Men at det skulle være ført i en tone, hvor der blev bandet og svovlet, kan jeg ikke huske, siger Bjarne Nielssen til Radio24syv.

Centerleder: Det var ganske ubehageligt

Hanne Sommer bekræfter over TV 2/FYN, at hun står ved telefonnotatet. Hun ærgrer sig over, at borgmesteren har svært ved at huske deres samtale den 2. august 2016. 

- Jeg er rigtig ked af, at han ikke kan huske, for det kan jeg. Det var ganske ubehageligt, siger Hanne Sommer til TV 2/FYN.  

Efter sin sygemelding vendte Hanne Sommer aldrig tilbage som leder af Børnecenter Tullebølle, der blev lukket af Udlændingestyrelsen i slutningen af oktober. 

Oversigt

    Oversigt