Mørklagte e-mails: Nu beklager kommunen

Middelfart Kommune beklager i en længere redegørelse, at kommunen ikke ville finde og udlevere de e-mails, som TV 2/Fyn havde krav på.

Middelfart Kommune beklager nu, at kommunen ikke ville finde og udlevere de e-mails, som TV 2/Fyn havde krav på at få udleveret. 

quote Middelfart Kommune beklager i den forbindelse, at kommunen i første omgang afviste at forsøge at genskabe slettede mails.

 

Det drejer sig om e-mails, som ville kunne kaste lys over, hvordan kurser for cirka 140.000 kroner blev videreformidlet fra kursuscentret Phønix i Odense Kommune til en institutionsleder i Middelfart Kommune. 

TV 2/Fyn endte med at få aktindsigt i dem hos Nordfyns Kommune. 

- Middelfart Kommune beklager i den forbindelse (efter nyhedsindslaget på TV 2/Fyn torsdag aften, red.), at kommunen i første omgang afviste at forsøge at genskabe slettede mails. 

Sådan lyder det på kommunens hjemmeside

Ville ikke udlevere - og så alligevel

Tirsdag afviste chefen for Familie og Forebyggelse i Middelfart Kommune, Jørn Nielsen, i et interview med TV 2/Fyn, at man burde have udleveret de eftersprugte e-mails.

- Vi har gjort os rigtig umage med at finde de ting, du har spurgt os om. Du har fået alt det, der er journaliseret, og du har fået alt det, der ligger aktuelt i indbakken. Vi har valgt at sige, at vi åbner ikke serveren for at lede efter slettede mails. Det mener vi ikke er en del af den aktindsigt, du søger, sagde Jørn Nielsen tirsdag.

Den udtalelse og beslutning ændrede han allerede onsdag middag. Her meddelte familiechefen nemlig, at man alligevel ville forsøge at finde og udlevere de e-mails, som TV 2/Fyn over de seneste to måneder har forsøgt at få kommunen til at fremsende.

Slut med uformelt sprog

Nu beklager kommunen så hele forløbet, og der er belvet lavet en redegørelse. 

I redegørelsen nævner kommunen tre ting, der skal gøres noget ved. 

  1. Den manglende journalisering af mails er problematisk. Det vil der blive taget fat om og rettet op på. Korrekt journalisering er en af grundstenene i at sikre gennemsigtighed – og i den konkrete sag havde korrekt journalisering betydet, at Brohuset kunne dokumentere sagens faktuelle omstændigheder.
  2. Det er konstateret, at der er skrevet mails i en uformel og uprofessionel tone. Det indskærpes, at kommunikation mellem fagpersoner til enhver tid foregår professionelt – uagtet at personerne har haft et tæt fagligt samarbejde gennem mange år.
  3. Det indskærpes, at der ved udlån af Brohusets sommerhus til andre kommunale institutioner skal afregnes for forbrug.

Du kan læse hele redegørelsen her

Oversigt

    Oversigt