Nu får de lov: Fynske fiskere må fange løs

Så er der givet grønt lys til fiskerne i Bagenkop. De må nu sejle ud og fange fisk akkurat som deres tyske kolleger.

Det er Miljø- og Fødevareministeriet, der nu skriver, at danske fiskere ikke skal stilles ringere end de tyske fiskere. Derfor kan de nu sejle ud og fange fladfisk i den vestlige Østersø, så længe der ikke er store bifangster af torsk. 

TV 2/FYN fortalte tirsdag om fiskerne i Bagenkop, der frustrerede måtte sidde tilbage på kajen og se på, at tyskerne hev fisk ind. Lige bortset fra Thomas Theodorsen, der nægtede at følge reglerne og strøg ud, da TV 2/FYN  besøgte fiskerne på havnen. 

Den vestlige Østersø har nemlig siden 1. februar været lukket for fiskeri efter torsk. Lukkeperioden på to måneder blev vedtaget i EU's ministerråd sidste år.

Men de tyske myndigheder har tolket reglerne på én måde - og har derfor tilladt de tyske fiskere at fange fladfisk - selvom de fik torsk med som bifangst. Imens tolkede de danske myndigheder reglerne mere stramt, og de danske fiskere måtte blive på kajen. 

Fiskerne kan nu fange fladfisk i lukkeperioden, så længe bifangsten af torsk på de enkelte fartøjer ikke overstiger 10 procent af den samlede fangst. 

- Jeg er tilfreds med, at vi nu håndterer lukkeperioden på samme måde fra tysk og fra dansk side, så danske fiskere får mulighed for at fiske efter fladfisk på lige fod med tyske fiskere. Det ville være uholdbart, at danske fiskere var stillet anderledes end deres tyske kolleger i det samme fiskeri, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen. 

 

Oversigt

    Oversigt