I det fynske folks tjeneste

Nu får fynboerne det tredje spor

Regeringen sætter det tredje spor over Fyn på finansloven.

Regeringen har alligevel hørt fynboernes bønner, og nu sætter de ønsket om et tredje spor over Fyn på finansloven.

Læs også Lilleholt: Motorvejspenge skal findes i denne regeringsperiode

Mandag eftermiddag præsenterer Venstre udspillet til den nye finanslov. Forslaget er at etablere et nødspor på Fynske Motorvej, der kan fungere som det ønskede tredje spor. 

Læs også Bøn fra bilkirkegården: Giv os nu det tredje spor

Ved pressemødet deltager blandt andre finansminister Kristian Jensen (V) og Assens' borgmester Søren Steen Andersen (V).

- Vi får udvidet nødsporet så hurtigt som muligt, og jeg forventer, at det er klar inden for de næste par år, fortæller borgmesteren til TV 2/Fyn.

Han glæder sig ligesom øens øvrige borgmestre over, at regeringen har lyttet til fynboerne.

- Jeg er tilfreds med at se, at regeringen forsøger at løse en situation, der kræver akut behandling.

Søren Steen Andersen mener dog ikke, at nødsporet kan være en permanent løsning for bilister på E20, og derfor ønsker han fortsat et egentlig tredje spor over Fyn.

Inden etableringen af nødsporet kan gå i gang, skal finansminister Kristian Jensen dog først have politisk flertal i Folketinget. Får han det, vil det være tilladt for bilister at køre i nødsporet på strækningen fra Nr. Aaby til Odense Vest.

Tidligere udregninger har anslået, at nødsporløsningen vil koste omkring 300 millioner kroner.