75-årig slår sit sidste brød op: - Nu får jeg otte timers søvn

En tur i kachotten i 1974 blev skæbnen for Richard Muhs, der efter 45 år som bagermester nu giver sin bagerforretning i Ørbæk videre til en ny ejer.

I Ørbæk Bageri er bagermester Richard Muhs ved at sætte brød i ovnen.

- Jeg sætter den ned på 220 grader, og så skal de have 15 minutter. Hørte du det, Benjamin? Og så kigger du lige til det undervejs, siger han til sin medarbejder og trykker på startknappen.

Det er ikke første gang, Richard Muhs sætter ovnen i gang, men det er ved at være den sidste. I 45 år har han bagt både brød og kager i bageriet, men på tirsdag overdrager han nøglerne til Gitte og Kim From, der til dagligt driver Din Håndværksbager i Odense.

En svend i kachotten

Richard Muhs blev udlært bagerbutikken i Ørbæk i 1964, men der skulle gå ti år, før han for alvor tog hul på sit bagereventyr. Da han var færdigudlært, kom han i militæret  og fik en toårig kontrakt med militærpolitiet.

Efter tiden i militæret mødte han sin hustru, og sammen med hende nåede han både at drive en vuggestue, en børnehave og et busselskab, indtil en bekendt henvendte sig til ham med en idé.  

- Jeg kom til at tale med min gode kollega fra Frørupbageren, som spurgte, om jeg ikke skulle købe bageriet, men jeg sagde til ham, at jeg ikke skulle være bager mere, husker han.

Det er bageriet her, som Richard Muhs er bagermester i. Det har han nu været i 45 år.
Det er bageriet her, som Richard Muhs er bagermester i. Det har han nu været i 45 år.
Foto: Cecilie Nisgaard

Alligevel gik han hjem og fortalte sin hustru om det. Hun syntes, at det var en god idé at købe bageriet og få en svend til at styre det. Så det gjorde de. Men på åbningsdagen ændrede hele planen sig.

- Vi skulle åbne pinselørdag i 1974, hvor svenden skulle komme. Men han kom ikke, for han sad i kachotten i Nyborg Fængsel efter værtshusslagsmål. Så måtte jeg jo komme herned, og her har jeg været lige siden, siger han og griner.

quote Jeg har ligesom betragtet det som min hobby. Når jeg har foretaget mig noget nyt, er jeg altid gået helhjertet ind i det.

Richard Muhs, bagermester, Ørbæk Bageri

Sygdom kom i vejen

Selvom det var en svend i slagsmål, der skulle gøre Richard Muhs til bagermester tilbage i 1974, blev bageriet hurtigt en stor del af hans hverdag, og han har ikke fortrudt det i de efterfølgende 45 år.

- Jeg har ligesom betragtet det som min hobby. Når jeg har foretaget mig noget nyt, er jeg altid gået helhjertet ind i det, siger bagermesteren.

Richard Muhs satte ikke bageriet til salg, men blev kontaktet af Bent From.
Fotograf: Cecilie Nisgaard

Richard Muhs fylder dej i brødformene og trykker dem flade, så de kommer til at se flotte ud i butiksvinduet. Det var egentlig planen, at han først skulle lægge bagerforklædet om fem år, når han runder 80 år. I 2017 blev både han og hustruen ramt af akut sygdom.

- Jeg kom i sidste sekund ind på hospitalet med to store blodpropper, som dygtige læger heldigvis hurtigt fik gjort noget ved. Men så røg min kone ind med en blodprop i hjernen, siger Richard Muhs og fortæller, at 30 år med tre timers søvn i døgnet ikke har været godt for kroppen.

- Nu får jeg otte timers søvn om natten. Det har jeg sgu aldrig prøvet før, siger han og griner.

Loyale kunder og glade medarbejdere

I tiden som bagermester har Richard Muhs udlært 42 elever.

De danske bagerier

- Goddav Flemming, smiler han ved synet af den tidligere svend i baglokalet, der hilser pænt igen med et "goddag goddag".

Han lægger hånden på Flemmings skulder.

- Det er en af mine allerførste elever. Han har en kæmpe bagerforretning over i New York, men når han er i Danmark, kommer han gerne lige ind og hilser på, siger Richard Muhs.  

Da han og konen var ramt af sygdom for et par år siden, var det personalet i Ørbæk Bageri, der tog over. Og det er medarbejdere, der kan lide at være i bageriet. En har været der i tyve år, mens en anden stoppede efter 14 år for at rejse til Jylland.

- Jeg er kendt for at have mine medarbejdere i rigtig mange år, smiler den stolte bagermester.

Og det er ikke kun medarbejderne, der bliver i bageriet, også kunderne er loyale. Om de skal have det sædvanlige, prøve et nyt rugbrød eller have en sandwich med til madpakken og et wienerbrød til eftermiddagskaffen, så får han en lille sludder over disken.

- Det er meget vigtigt, at vi har en god kundekontakt, siger Richard Muhs.

Der er mange stamkunder i Ørbæk Bageri, og det bliver mærkeligt for dem, når Richard Muhs forlader bageriet.
Fotograf: Cecilie Nisgaard

Nyt brød på disken

Bag disken får Richard Muhs sig en snak med Gitte From, som sammen med sin mand Kim er i lære i Ørbæk Bageri.

quote Vi skulle åbne pinselørdag i 1974, hvor svenden skulle komme. Men han kom ikke, for han sad i kachotten i Nyborg Fængsel efter værtshusslagsmål. Så måtte jeg jo komme herned, og her har jeg været lige siden.

Richard Muhs, bagermester, Ørbæk Bageri

- Jeg får det nok lært, siger hun og griner, da en af bageriets faste kunder spørger efter noget særligt. Der er meget at lære, når man skal overtage et bageri fra en erfaren bagermester med 45 år i bolledejen.

Familien From er en kendt bagerfamilie i Odense med bagerbutikker på blandt andet banegården, Rosengårdscentret og Nyborgvej. Nu glæder Gitte From sig til at overtage bageriet.

- Her sker jo lidt. Der er mange stamkunder, og vi har kun tænkt os at lave om på et par småting, fortæller hun.

Gitte From har været i lære hos Richard Muhs for at blive klar til at overtage bageriet.
Fotograf: Cecilie Nisgaard

Særligt én kage er Gitte From og Richard Muhs dog uenige om.

- Brunsvigeren, siger hun forsigtigt og griner.

- Vi må lave nogle smagsprøver, og så må kunderne lægge en seddel med den, de synes er bedst, fortæller hun.

- Jeg får sikkert travlt

Når Richard Muhs i næste uge overdrager nøglen til Gitte og Kim From, kan han se tilbage på en lang karriere i bageriet. Men slappe af, det har han ikke planer om.

- Jeg har så mange projekter, så jeg får sikkert meget travlt, griner han.

Han har både besluttet sig for at blive besøgsven en gang om ugen, hjælpe sin søn med arbejdet, være i marineforening og passe en masse børnebørn.

- Så jeg er faktisk spændt på, om timerne slår til. Men jeg tør heller ikke bare sætte mig hjem, for jeg har altid været meget aktiv mange timer om dagen, fortæller Richard Muhs.

Der er blevet lavet meget brød i Ørbæk Bageri i Richard Muhs' 45 år. 
Der er blevet lavet meget brød i Ørbæk Bageri i Richard Muhs' 45 år. 
Foto: Cecilie Nisgaard

Omme i baglokalet åbner han for lågen til de brød, han tidligere på dagen satte i gang. Selvom han officielt er færdig med Ørbæk Bageri om en uge, fortsætter han i bageriet lidt endnu som konsulent. Og han er fortrøstningsfuld med de nye ejere.

- Det handler om at forny sig. Kunderne elsker nyt, smiler han.

Oversigt

    Oversigt