Nu husker vi selen

Politiets trafikrazziaer ved skolerne virker. Det konkluderer Fyns Politi efter endnu en morgen med trafikkontrol. Denne gang var betjentene på plads i det sydlige Odense.

Lige så sikkert som skolen starter i august, er det at politiet er på razzia uden for skolerne. Tirsdag morgen var det ved Højby Skole.

- Det ser rigtigt fint ud i år. Det er ganske få selesager, vi har skrevet, siger Preben Ingemansen, vicepolitikommissær ved Fyns Politi.

Men det er nu ikke alle forældre, der synes, at indsatsen virker, når først de tre ugers skolestartsindsats stopper.

- Jeg synes, de kører alt for hurtigt her, hvor børnene cykler i skole. Det virker skræmmende, så jeg følger min søn, siger Liv Rasmussen, der er forælder på Højby Skole.

- Det er rigtigt, at der er lidt problemer længere oppe i byen, og der holder vi nu også øje ind i mellem. Det kan da godt være, at vi skal have lidt mere fokus på det område, siger Preben Ingemansen, vicepolitikommissær, Fyns Politi.

Færdselspolitiet fortsætter trafikkontrollerne ved fynske skoler denne og næste uge med.

- Det der med at spænde børn fast er bilisterne blevet meget bedre til. Der vil jeg sige, at vi snart er i mål, siger Preben Ingemansen.

Oversigt

    Oversigt