I det fynske folks tjeneste

Nu jubler varmestuen: Anonym donerede 30.000 kroner

Foto: NILS MEILVANG, Scanpix

For knapt to uger siden blev et pengeskab stjålet fra Kirkens Korshær. Nu vælter donationerne ind. En anonym har givet 30.000 kroner.

Historien om et stjålet pengeskab er nået hele  Danmark rundt.

- Det er helt vildt. De ringer fra DR, aviser og radioer. Ja, de har sgu lige ringet fra Greve, fortæller leder af Kirkens Korshærs varmestue, John Eckhardt til TV 2/FYN. 

- Nu bliver det hele lidt sjovere og hyggeligere. Nu bliver der fest i gaden

John Eckhardt, leder af Kirkens Korshærs varmestue

TV 2/FYN skrev den 10. december om et indbrud i Kirkens Korshærs genbrugsbutik i Ryttermarken. Her havde ukendte gerningsmænd stjålet et pengeskab med 28.000 kroner i. Penge, der skulle have været brugt til varmestuens brugere til jul. 

Det tyveri skabte vild forargelse, og flere valgte derfor at donere penge til varmestuen. 

- Ja, det er kontordamen, der har styr på de der tal, men jeg spørger lige, hvor meget det er nu, lyder det fra John Eckhardt og skratter med mobilen.

- Knapt 30.000 kroner fra private - og så har en anonym doneret 30.000 kroner også. Så det er helt fantastisk, nærmest råber John Eckhardt. 

- Nu bliver det hele lidt sjovere og hyggeligere. Nu bliver der fest i gaden, griner han. 

Fra Kirkens Korshærs Varmestues Facebookside den 13. december.

Tyvene har gjort en god gerning
John Eckhardt er glad for, at så mange har doneret. Men også at historien er nået ud til hele landet. 

- Tyvene har faktisk gjort en god gerning, uden at de vidste det. Nu er der kommet fokus på socialt arbejde. Vi mangler frivillige, så måske vi kan udnytte den store opmærksomhed til at få flere til at arbejde frivilligt her hos os. 

- Til gengæld vil vi ikke udnytte, at folk donerer. Det vil være usmageligt. Vi siger selvfølgelig ja tak til pengene, men nu har vi fået knapt 60.000 kroner. Det er dejligt. Men vi kan også godt bruge penge i juli eller august - og ikke kun i julen. 

Må afvise hjemløse i julen
John Eckhardt fortæller, at juleaften i varmestuen i Ørkildsgade i Svendborg er reddet, men den er også booket helt op. 

Læs også Efter tarveligt tyveri: Nu er de udsattes jul alligevel reddet

- Vi har plads til 24, så vi har desværre måtte afvise nogen - og henvise til andre steder. 

Derfor har John Eckhardt også store planer om at udvide varmestuen - eller få en hel ny. 

- Vi har simpelthen ikke plads. Vi kan ikke være her, og det skaber indimellem konflikter. 

John Eckhardt har derfor søgt om midler hos A.P. Møller-fonden til at få en ny varmestue i området. 

- Det skal være en varmestue med maksimal brugerindflydelse. De skal være med til at bestemme, hvordan den skal se ud, og hvad der skal være. 

John Eckhardt regner med at få svar på ansøgningen i januar. 

 - Men uanset om vi får penge eller ej, så skal der ske noget. For vi bliver flere og flere. 

 

 

 

 

Ved du noget? Så send os et tip

FYN NU