I det fynske folks tjeneste

Nu kommer der støjværn ved omstridt gravhøj

Godt nyt til støjplagede beboere ved motorvejen ved Nyborg. Et flertal i Folketinget har afsat 2,5 millioner kroner til en støjskærm, der hvor en lille gravhøj i årevis har blokeret for en støjvold.   

Denne lille gravhøj får ikke længere lov til at forhindre et støjværn ved motorvejen ved Nyborg.

Sej kamp

De 2,5 millioner kroner til afskærmning er afsat i den trafikaftale, som netop er blevet indgået mellem samtlige partier i Folketinget på nær Enhedslisten.
Dermed kan borgerne langs motorvejen ved Nyborg omsider se frem til en løsning på ti års strid om en lille undseelig gravhøj.

Den fredede gravhøj har forhindret  anlæggelsen af en jord-støjvold langs motorvejen.  Nu er der i stedet lagt op til en støjskærm, placeret helt ude ved motorvejen.

- Det er meget glædeligt at det er lykkedes at  få afsat penge til et nyt støjværn, når nu Naturarvstyrelsen ikke har været til at rykke i denne her sag, siger det socialdemokratiske medlem af Trafikudvalget, Poul Andersen.

Nyborg: Staten skal betale mest

Statens bidrag til at løse støjproblemet på motorvejstrækningen kommer efter massivt pres fra beboere og fynske folketingspolitikere.

- Det er en rigtig god løsning, der ligger nu. Nu skal Nyborg Kommune komme med sit forslag til, hvordan en støjafskærmning kan laves, siger Lars Chr. Lilleholdt,  Venstre, som sammen med Poul Andersen har arbejdet for en løsning.

Det er planen at  Nyborg Kommune selv finder den anden halvdel af pengene til en støjskærm.
Men det er man ikke umiddelbart indstillet på i Nyborg.

- Det er staten,  der har forhindret os i at gennemføre vores støjvold. Så staten bør også betale hovedparten af udgiften til en støj-skærm, siger Nyborgs socialdemokratiske borgmester Erik Christensen.
Han regner derfor med at der skal drøftes yderligere om økonomien før en støjskærm kan føres ud i livet.