Se billederne: Nu rives bygningerne ved den gamle skole i Paarup ned

I foråret blev det efter flere års diskussion besluttet, at to bygninger ved den gamle skole i Paarup skal rives ned. Nedrivningen er gået i gang.

By- og Kulturudvalget besluttede i foråret, at to omdiskuterede gamle bygninger ved den gamle skole i Paarup i det nordvestlige Odense skal rives ned.

Som det fremgår af billederne øverst i artiklen, er nedrivningen af bygningen gået i gang i denne uge. 

Bygningerne har længe stået tomme med træplader for vinduerne, efter at der for flere år siden blev konstateret skimmelsvamp.

Odense Kommune har ønsket at rive de gamle bygninger ned, men har mødt modstand fra lokale ildsjæle og blandt andet Paarup Foreningen, der ville bevare bygningerne og restaurere dem til glæde for skolebørnene på den nærliggende Paarup Skole.

Inden længe er bygningerne dog væk. 

- Vi er kommet frem til at give tilladelse til at rive de to bygninger ned, sagde Maria Brumvig, der er medlem af By- og Kulturudvalget for Socialdemokratiet, i marts, da beslutningen om nedrivningen blev truffet. 

 
Fotograf: Paarup Lokalhistoriske Arkiv

Der har igennem de seneste år været lokale ønsker om at bevare det gamle landsbymiljø med skole, forsamlingshus og kirke. Ønsket forstår Maria Brumvig godt, men derfor har udvalget alligevel truffet beslutningen om, at bygningerne nu skal fjernes.

- Det er jo altid ærgerligt, når man ser sig mere eller mindre nødsaget til at rive noget ned, der har historie, og de her bygninger er fra 1869, så det kan jeg sagtens forstå, sagde hun. 

- Vi har vurderet, at det vil koste for mange penge at renovere de her bygninger. De er ubrugelige, og de er fyldt med skimmelsvamp, forklarede Maria Brumvig.

Det er Odense Nedbrydning, der står for nedrivningen af de gamle bygninger. 

Oversigt

    Oversigt