Et år efter voldsom brand: Nu ruller kuglerne igen

Tirsdag genåbner Otterup Bowlingcenter - et år efter at en voldsom brand jævnede centret med jorden. Og det har været et langt år for lokalsamfundet, mener forpagter Ulrik Bieler.

29. september 2018 er en dag, Ulrik Bieler aldrig vil glemme. 

Hans bowlingcenter i Otterup brød i brand, og om morgenen var det klart, at centeret ikke stod til at redde. Nu - præcis et år senere - er forpagter Ulrik Bieler igen klar til at byde gæster velkommen. 

 - Det er superlækkert. Vi er rigtig tilfredse. Udover nye møbler og vinbar har vi fået hyperbowl som nogle af de første i Norden, siger Ulrik Bieler. 

Stor betydning for lokalsamfundet

Tirsdag klokken 10.00 får Ulrik Bieler og de andre ansatte nøglerne, når håndværkerne har lagt sidste hånd på byggeriet. Centeret åbner om aftenen, hvor der er åbent hus fra klokken 18 til 21 med Nordfyns Firmaidræt som vært.

Og bowlingcenteret har ikke kun stor betydning for de ansatte. 

- Det betyder rigtig meget for lokalsamfundet. Der starter 210 pensionistbowlere i morgen og 60 firmabowlere, så det glæder jeg mig rigtig meget til, siger Ulrik Bieler. 

Held i uheld

Da den voldsomme brand brød ud sidste år, var Otterup Hallerne, hvori Otterup Bowlingcenter ligger, netop blevet færdige med en udvidelse til 37 millioner kroner, og de nye faciliteter skulle efter planen være indviet lørdag den 6. oktober - blot otte dage efter branden. 

Branden bredte sig dog ikke til den nye udvidelse. 

- Det havde slet ikke været til at bære. Heldigvis var det kun bowlingcentret, det gik udover. Så selvom det har været et langt år, kunne det have været meget værre, siger Ulrik Bieler. 

Oversigt

    Oversigt