Ny ordning uden udløbsdato: Nu skal alle sortere deres affald

Nu skal alle, der bor i Odense Kommune, vænne sig til at sortere deres affald. Mandag morgen fik de første de nye skraldespande.

Det er ikke længere kun på forsøgsordning, at nogle odenseanere sorterer deres affald. Nu skal alle borgere i Odense Kommune huske, at papir, glas, metal, madaffald og restaffald skal i hver sin skraldespand.

De første nye skraldespande blev tidligt mandag morgen afleveret på adressen, hvor Lars Jensen bor med sin familie. 

Han er glad for den nye ordning, som han dog ikke regner med vil bidrage til de store ændringer i hverdagen. 

- Selve forberedelsen har vi foretaget i lang tid, fordi vi er vant til at sortere det meste, siger Lars Jensen og uddyber:  

- Glasset kører vi op og afleverer ved købmanden, og alt, hvad vi har af metal og plastik, har vi vores fantastiske genbrugsstationer til. 

Mere skal genbruges

Den nye ordning for affaldssortering indføres nu, efter, at det i foråret 2018 blev vedtaget, at Odense Kommune kommune skulle have nye skraldespande. Forud for beslutningen havde nogle odenseanere deltaget i en forsøgsordning, hvor de skulle sortere deres affald. 

- I det hele taget handler det om, at vi skal blive bedre til at genbruge det affald, som vi alle sammen er med til at producere, siger By- og Kulturrådmand Jane Jegind (V). 

Inden den nye ordning blev 40 procent af affaldet genanvendt i Odense. Men det tal skal nu hæves. 

- Skal vi leve op til de 50 procent, som regeringen har bestemt, at vi skal sortere fra i 2022 senest, så skal vi kigge i vores restaffaldsbeholdere. Det er dem, vi primært skal sortere nogle flere fraktioner ud af, siger Claus Hammerich, HR- og kommunikationschef for Odense Renovation. 

Odense-borger Lars Jensen tror dog, at den nye ordning for størst betydning for dem, som ellers har svært ved at komme til en genbrugsstation.

 

Oversigt

    Oversigt