Få styr på reglerne: Nu skal der byttes

Julen er overstået, og nu skal der byttes gaver. Der byttes for 500 millioner kroner, så derfor kan det være en god idé at have styr på byttereglerne.

Flæskestegen er spist, kalenderlyset brændt ud og juletræet er begyndt at fælde sine nåle ned på gulvet, hvor gaverne lå juleaften. 

Men nogle af dem skal byttes. 

Og den del af de årlige juletraditioner - gave-bytte-ræset - starter i dag, hvor butikkerne slår dørene op igen efter julen. 

Der blev i december i år handlet for 30 milliarder kroner på dankort, viser tal fra Nets. Det er 237 millioner kroner mere per dag end på en almindelig handelsdag. 

Dansk Erhvervs prognose for julehandlen forudser, at der skal byttes gaver for 500 millioner kroner. Ud af alle de gaver, peger prognosen på, at 25 procent af dem er købt på nettet. 

Byttereglerne

Er du derfor en stor-bytter, er det en god idé, at have styr på både netbutikkernes bytteregler og de fysiske butikkers bytteregler. De er nemlig ikke helt de samme. 

I de fysiske butikker har du ikke krav på bytteret - det er en service, butikkerne selv bestemmer, om de vil tilbyde. Så her skal du selv sætte dig ind i, hvilke regler den pågældende butik har fastsat og have både bon og byttemærke på, hvis du vil helgardere dig. Din gave, som du vil bytte, skal både være ubrugt, ubeskadiget og i ubrudt emballage. 

På nettet har du derimod altid 14 dages returret, fra den dag gaven er blevet leveret til køberen. Det vil altså sige, at hvis moster Gerda har købt dine nye hørebøffer eller hurtige sneaks på Black Friday over nettet, er den frist udløbet inden juleaften. 

Du skal selv betale portoen, for at sende varen retur. Kig lige efter e-mærket - så er du nemlig sikker på, at netbutikken lever op til lovgivningens krav.

Tjek på byttereglerne

 

Oversigt

    Oversigt