I det fynske folks tjeneste

Nu skal det være: Kerteminde vil på Facebook

Kommunaldirektøren i Kerteminde Kommune, Tim Jeppesen, håber, at politikerne bakker op om en kommunal tilstedeværelse på Facebook. Foto: Bax Lindhardt / Ritzau Scanpix / Arkiv

Otte ud af de ti fynske kommuner har i længere tid været til stede på det sociale medie Facebook. Nu kommer nummer ni med ombord.

Som en af de sidste kommuner i landet har Kerteminde Kommune fastholdt, at de ikke ville bruge ekstra ressourcer på de sociale medier.

Men nu er tiden moden, og hvis politikerne i kommunens Økonomiudvalg på onsdag hælder i samme retning som kommunaldirektøren, så kommer Kerteminde Kommune snart på Facebook.

Vi håber på, at vores borgere med Facebooksiden vil føle sig bedre informeret. At vi har mulighed for hurtigere at nå ud til flere og være mere tilgængelige

Tim Jeppesen, kommunaldirektør, Kerteminde Kommune

- Vi er sådan set klar til det. Nu venter vi bare på en politisk beslutning, siger Tim Jeppesen, der er kommunaldirektør i Kerteminde Kommune.

Den politiske beslutning ligger hos Økonomiudvalget, der til deres møde på onsdag skal tage stilling til, hvorvidt kommunen skal have en tilstedeværelse på de sociale medier.

I første omgang er målet en side på det mest populære sociale medie, Facebook.

Handler om prioritering af ressourcer

I maj sidste år afviste Tim Jeppesen, at Kerteminde Kommune skulle på Facebook. Det primære argument var dengang, at de ikke kunne eller ville prioritere ressourcerne til det.

Læs også Kommune om Facebook: Nej tak!

- Kerteminde Kommune har ikke nogen kommunikationsarbejdere, så vi har ikke noget sted, hvor vi ville kunne lægge ansvaret for at styre profilerne. Og jeg kan ikke se, hvordan vi i vores budget skal kunne finde 600.000 til at ansætte en kommunikationsansvarlig, sagde Tim Jeppesen dengang til journalisten.dk. 

Den tilgang har han fortsat, og derfor er der heller ikke blevet ansat en ny medarbejder til at styre kommunens måske kommende profil på Facebook.

- Vi har bedt medarbejderne om at tage opgaven til sig. Vi har holdt møder med Svendborg og Assens Kommune, der har fortalt om deres måde at gøre det på. Ud fra det har vi valgt at prioritere det ind i medarbejdernes hverdag fremfor at rekruttere, siger Tim Jeppesen.

Kommunaldirektøren forklarer, at der er to årsager til, at de nu har besluttet at prioritere kræfterne anderledes, så der bliver plads til en kommunal Facebookside. 

Kommunaldirektøren i Kerteminde Kommune, Tim Jeppesen, håber, at politikerne bakker op om en kommunal tilstedeværelse på Facebook.

- Politikerne har vedtaget et kodeks for politisk ledelse, hvor de nævner, at sociale medier som et initiativ, de ønsker fremmet. Og så har vi for seks måneder siden vedtaget en kommunikationsstrategi, hvori vi har ambitioner på sociale medier, siger Tim Jeppesen.

Bedre information til borgerne

Planen for Kerteminde Kommune på sociale medier går i første runde på en side på Facebook. Her kan borgerne stille kommunen spørgsmål - og selvfølgelig få svar.

- Mange af de mails, der i dag går til borgmesteren eller andre steder i administrationen, formoder vi så vil komme på facebooksiden i stedet. Og her vil alle så kunne se både spørgsmål og svar helt åbent, siger Tim Jeppesen.

Han forklarer, at kommunen med en side på Facebook gerne vil være mere tilgængelige for borgerne i Kerteminde Kommune. 

Læs også Nyt navn til Vollsmose hilses velkommen: - En rigtig god idé

- Vi håber på, at vores borgere med Facebooksiden vil føle sig bedre informeret. At vi har mulighed for hurtigere at nå ud til flere og være mere tilgængelige, når borgerne har brug for os for at få svar på spørgsmål, siger Tim Jeppesen.

Og hvis politikerne på onsdag godkender forslaget, så kan kommunens borgere allerede i løbet af den næste uge møde Kerteminde Kommune på Facebook.

- Vi har lavet en plan for, hvem der gør hvad, retningslinjer og så videre. Så nu venter vi bare på en politisk beslutning, siger kommunaldirektøren.

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.