Ny arbejdsgruppe tager fat: Nu skal fremtidens velfærd sikres

Torsdag mødes den nye Task Force Velfærd i Odense Kommune for første gang.

Odense Kommune skal finde flere penge til velfærd og har derfor nedsat en gruppe eksperter, som skal komme med forslag til yderligere omprioriteringer. Torsdag mødtes de seks medlemmer af gruppen for første gang.

quote Hvis ikke vi sætter ind med konkret handling, så står vi med et helt andet velfærdssamfund om bare få år

Nina Groes

De er udpeget to formænd for gruppen. Den ene er Jørgen Søndergård, der er forhenværende direktør i Det nationale forskningscenter for velfærd og tidligere medlem af Velfærdskommissionen og Strukturkommissionen.

Den anden formand er Nina Groes, der er født og opvokset i Odense og er direktør for Divérs.

- Det, vi skal i gang med, er at kigge på handling på et af de helt centrale problemer, vi har. Vi står nu med et stigende antal ældre og et stigende antal børn - og det er jo enormt glædeligt. Men det skaber også et pres i begge ender, så al den udvikling, vi har talt om i så mange år, det er nu, det kommer, og hvis ikke vi sætter ind med konkret handling, så står vi med et helt andet velfærdssamfund om bare få år, siger Nina Groes.

Omprioriteringer

Odense skal finde besparelser på mere end 200 millioner kroner årligt for at sikre velfærden for det stigende antal børn og ældre, som frem mod 2028 vil betyde ekstra udgifter på op mod en halv milliard kroner.

For at imødegå de kommende udfordringer i forhold til omprioriteringerne i kommunens budget har kommunen blandt andet valgt at lave den såkaldte taskforce, som skal komme med en række anbefalinger til, hvordan Odense Kommune kan prioritere og arbejde med den nære velfærd i fremtiden.

Borgmester Peter Rahbæk Juel (S) ser frem til, at ekspertgruppen kommer i gang med arbejdet.

- De skal give os noget inspiration til at imødegå det, der kommer med flere børn og flere ældre, der får brug for hjælp. Også prøve at give os noget inspiration til, hvordan vi kan nytænke, om der er andre ting i forhold til byens ve og vel i forhold til psykisk velbefindende og andre ting, som vi skal have tænkt ind i vores velfærd. Det er nogle af de diskussioner, som jeg glæder mig til at følge, og jeg glæder mig også til at følge deres anbefalinger, siger Peter Rahbæk Juel. 

Task Forcen skal præsentere sine anbefalinger den 19. juni.

MEDLEMMER AF TASK FORCE VELFÆRD

Oversigt

    Oversigt