I det fynske folks tjeneste

13 millioner til fynsk museum: Nu skal speederen i bund på stort projekt

De kan gå på vandet i disse dage på Øhavsmuseet i Faaborg. En gigantbevilling gør det muligt at satse stort på det kommende landskabsmuseum på den gamle slagterigrund.

00:22

Museumsdirektør Peter Thor Andersen fra Øhavsmuseet i Faaborg er en glad mand, efter museet fik 13 millioner kroner på den nye finanslov. Video: Morten Albek

De er både glade, tilfredse og spændt på Øhavsmuseet i Faaborg.

Museet har i dag til huse i blandt andet byens gamle banegård, men planen er, at et nyt stort Øhavsmuseum til 100 millioner kroner skal indrettes på Slagterigrunden.

Derfor falder de 13 millioner kroner, som finansloven har bevilget museet, på et tørt sted.

Vi havde en flaske crémant stående og tænkte, at hvis der er et tidspunkt, hvor den skal knappes op, så er det nu.

Peter Thor Andersen, direktør for Øhavsmuseet i Faaborg

- Vi kunne se, at vi stod med en kæmpe bevilling fra finansloven, og der var bare euforisk stemning. Det var helt vildt. Vi havde en flaske crémant stående og tænkte, at hvis der er et tidspunkt, hvor den skal knappes op, så er det nu, siger Peter Thor Andersen, der er direktør for Øhavsmuseet. 

Nyt liv på Slagterigrunden

I første omgang får Øhavsmuseet mulighed for at indrette midlertidige udstillinger i Frølageret på Slagterigrunden.

I dag står den forladte bygning tom og kold hen, men Peter Thor Andersen ser det hele for sit indre blik:

- Man kan forestille sig, at vi laver en kæmpestor væg her og projicerer havet op på den og oplever, at det bliver oversvømmet. Så kan man forstå, at det er Nordens syndflod. Du kan måske sejle med et dåbsfølge til Lyø, hvor de er ved at drukne. Der er simpelthen plads og muligheder her, siger Peter Thor Andersen.

 

Peter Thor Andersen i det gamle frølager på Slagterigrunden i Faaborg, der er den kommende ramme for Øhavsmuseet. Foto: Morten Albek

 

Epicenter

Det nye udstillingssted bliver et vigtigt epicenter for formidling af viden på en helt anden måde, end det sker på nu. Der skal skabes sammenhæng mellem øhavet, Faaborg by og Svanninge Bakker på en helt ny måde.

- Med den her saltvandsindsprøjtning bliver det muligt for os at skabe rygraden i et nyt museum med udstilling og formidling udenfor. Der skal selvfølgelig komme fondspenge oveni, men nu gør vi det, siger Peter Thor Andersen.

Det er vigtigt for Peter Thor Andersen at gå helhjertet ind i projektet med speederen i bund.

Vi har brug for at flytte museumsoplevelsen og Faaborg big time. For det er et fantastisk sted og et fantastisk øhav, der ligger lige derude.

Peter Thor Andersen, direktør for Øhavsmuseet i Faaborg

- Man må ikke ende med bare at lave en lille bitte forandring. Så flytter man ingenting. Vi har brug for at flytte museumsoplevelsen og Faaborg big time. For det er et fantastisk sted og et fantastisk øhav, der ligger lige derude, men det kræver at vi laver formidling på en helt anden måde end i dag, siger museumsdirektøren.

Det nye øhavsmuseum

Det kommende øhavsmuseum bliver skabt ud fra et helt nyt museumskoncept, skræddersyet til at ligge ude i naturen langt fra storbyen.

Der bliver fokus på, hvordan det enkelte menneske oplever og påvirkes af naturen.

Øhavsmuseet har cirka 20 ansatte plus cirka 30 frivillige. Antallet af medarbejdere vil vokse i de kommende år, efterhånden som det nye store museum bliver til.

Finansloven set fra Fyn

Også andre fynske kulturinstitutioner har fået beviliget penge på finansloven:

  • Øhavsmuseet i Faaborg: 13 millioner (tre millioner i 2020, fem årligt i 2021 og 2022). Bevillingen gives til udstillinger og kulturformidling med udgangspunkt i Svanninge Bakker og Det Sydfynske Øhav.
  • Odense Teater: Fire millioner (en million årligt frem til 2022). Bevillingen gives til arbejdet med at nå til en bredere målgruppe.
  • Odense Symfoniorkester: Tre millioner (en million i 2019 og 2020, en halv million i 2021 og 2022). Bevillingen gives til arbejdet med at få musikken ud til nye målgrupper og i nye sammenhænge.
  • Dansk Sprognævn: To millioner (en halv million årligt frem til 2022). Bevillingen skal bidrage til nævnets arbejde med at styrke indsatsen for sprogteknologi.
  • Fyens Militærhistoriske Museum: To millioner i 2019. Bevillingen gives til indretning af museet, der har måttet flytte til en ny adresse på den gamle kaserne i Odense.
  • Syddansk Musikkonservatorium: 1,6 millioner (300.000 kroner i 2019 og 2020, 500.000 kroner i 2021 og 2022). Til løft af undervisningen på uddannelserne.
Se mere
02:33 Luk video