Nu venter Konge-etapen

Torsdag venter turens største udfordring for Team Rynkeby Ringes ryttere, når de skal forcere den frygtede stigning Mur de Huy i Belgien.

Team Rynkeby Ringe tager torsdag hul på turens 6. dag. Holdet skal køre fra Liege til Charleroi i det sydlige Belgien, og på vejen møder de turens måske største udfordring nemlig bjerget Mur de Huy. 

Muren i Huy er især kendt for at være en del af ruten i forårsklassikeren Flèche Wallonne, hvor rytterne må over den skrappe stigning hele tre gangen. Team Rynkebys ryttere kan dog nøjes med en enkelt tur op ad bjerget. Selve opstigningen på Mur de Huy er 1.300 meter lang med en gennemsnitlig stigningsprocent på 9,8 procent. Nogle steder stiger den dog op til 17 procent – og i et enkelt sving rammer de vanvittige 26 procent.

- Der venter 1300 meters vanvid og derefter en kæmpe fest på toppen. 37 ud af Team Rynkebys 44 hold kører op ad bjerget i løbet af i morgen formiddag, og på toppen er der et stort fællesdepot for alle rytterne. Det er en kæmpe oplevelse, siger Mads Nørgaard, der er ruteplanlægger på Team Rynkeby Ringe. 

Team Rynkeby Ringes ryttere når frem til bunden af Mur de Huy efter ca. 34 kilometer. Du kan se holdet køre live her på TV2fyns hjemmeside fra kl. 10.00. 

 
 

Oversigt

    Oversigt