I det fynske folks tjeneste

Forvirringen fortsætter: Nu vil politikere genoverveje børnehavelukning

Langland Kommunes Lærings-, Social- og Kulturudvalg skal på et ekstraordinært møde genoverveje beslutningen om at flytte Børnehaven Pyramiden.

Forvirringen om den mulige lukning af Børnehaven Pyramiden i Rudkøbing fortsætter.  Foto: Katrine Greve

Nu skal Pyramiden måske alligevel ikke lukke.

Forvirringen om den mulige lukning af Børnehaven Pyramiden i Rudkøbing fortsætter. 

Først fik forældrene til børn i børnehaven pludselig besked om, at Pyramiden skulle lukke. Samtidig med det var lokalpolitikerne i byrådet uenige om, hvorvidt de rent faktisk overhovedet havde besluttet at lukke børnehaven.

Det fastslog borgmester Tonni Hansen (SF) over for TV 2/Fyn, at de havde - og understregede, at der endda var fuldstændig enighed blandt alle byrådsmedlemmer om lukningen.

 

Læs også Besluttet eller ej: Total forvirring om børnehavelukning

 

Efterfølgende måtte Langelands kommunaldirektør Benny Balsgaard offentligt beklage forvirringen omkring forløbet.

Genovervejer beslutningen

Nu fortsætter farcen.

Langland Kommunes Lærings-, Social- og Kulturudvalg (LSK) er nemlig blevet enige om at genoverveje beslutningen om at flytte Pyramiden. 

Derfor er der indkaldt til et ekstraordinært møde i udvalget den 8. januar, hvor politikerne endnu engang behandler punktet.

De 32 børn i børnehaven Pyramiden skulle efter planen flyttes til Børnehaven Vejlen, når Pyramiden lukker 1. april 2019.

Men det skal altså nu genovervejes.

På det ekstraordinære møde skal politikerne tage stilling til, hvorvidt der skal iværksættes en analyse af pasningsbehovet på hele nul til seks-års området i Midtlangeland Dagtilbud - på både kort og lang sigt.