I det fynske folks tjeneste

Nul adgang til beregning af spareforslag

Børne- og kulturchefer må ikke få at vide, hvordan regeringen regner sig frem til millionbesparelser på deres område. Normal procedure, siger finansministeren

Børne- og kulturchefer må ikke få at vide, hvordan regeringen regner sig frem til millionbesparelser på deres område. Normal procedure, siger finansministeren

Finansministeriet har haft godt gang i den sorte overstregningstusch i et brev til landets børne- og kulturchefer.

Cheferne ville vide, hvordan regeringen regner sig frem til, at kommunerne kan spare millioner af kroner ved afbureaukratisering.

På den baggrund har Odense Kommune officielt søgt aktindsigt i beregningerne bag forslagene, som regeringen præsenterede i efteråret, og som tilsammen - oprindeligt - skulle frigøre 884 millioner kroner i kommunerne. I disse måneder er mange kommuner i gang med at indarbejde disse forslag i deres budgetter.

Svaret til Odense Kommune kom fra Finansministeriet i form af en håndfuld sider, hvor alle beregninger var sværtet til.

Det forbløffer Klaus Majgaard, børne- ungechef i Odense Kommune og formand for Børne- og Kulturchefforeningen.

- Det er jo ikke statshemmeligheder, vi spørger til, men grundlaget for et officielt regeringsudspil. Vi ønsker blot at være en konstruktiv bidragyder til debatten om afbureaukratisering, og det er vi jo også ved at stille spørgsmål og kvalificere de konkrete forslag, der diskuteres, siger han og fortsætter:

- Vi er klar over, at tallene indgår i forhandlinger mellem regeringen og KL. Men regeringens forslag er meldt ud offentligt, og kommunerne anvender tallene i deres budgetlægning. Vi kan ikke se nogen saglig grund til, at vi ikke må se beregningerne. Hvilket hensyn skulle det beskytte?, siger Majgaard.

Finansministeriet begrunder de hemmelige beregninger således i sit brev:

- Dokumenterne udleveres med undtagelse af visse oplysninger af hensyn til regeringens lovgivningsarbejde og det offentliges økonomiske interesser.

I en skriftlig kommentar til kritikken siger finansminister Claus Hjort Frederiksen (V):

- De forslag, Odense Kommune omtaler, er forslag til forenklinger i lovgivningen, hvor vi er ved at udarbejde lovforslag. Efter helt almindelig praksis gives der ikke aktindsigt i lovforberedende arbejde. Det er helt almindelig praksis, siger ministeren.

Han tilføjer, at de beregninger, der ligger til grund for forslagene, nu vil blive drøftet med KL som aftalt i den såkaldte gensidighedsaftale fra 2008.